
9 Open Call projekter modtager yderligere tilskud
Alle projekter der er præmieret i Open Call, er valgt på baggrund af hver deres specifikke forslag til hvordan man kan bruge en kunstfaglig metode og erfaring i forhold til det offentlige rum. Udvalget ser derved Open Call, som en bredspektret palet af anderledes idéer og strategier for kunstnerens arbejde, når det foregår udenfor galleriers og museers rum.
Udvalget udtaler herom:
”Når vi så, som her i tredje omgang af Open Call, har valgt at give yderligere præmiering til nogle af disse projekter, er det fordi at de i den uddybende projektbeskrivelse også overbeviser os om, at den foreslåede strategi også ville kunne realiseres på en måde, som faktisk ville give et anderledes resultat.”
Eksempelvis kan nævnes projektet med titlen ”Det gamle Kastanjetræ på Enghave plads”:
”Her foreslår man at bruge en kendt, nærmest traditionel billedkunstfaglig metode – at bearbejde et fundet objekt. Men her er objektet et velkendt træ, der nu fungerer som markør for et specifikt geografisk sted – Enghave Plads i København. Dette træ vælger man at ”redde” fra en planlagt destruktion i forbindelse med metrobyggeriet. Man tænker sig at bruge det fældede træ, til at konstruere det på ny, som sig selv. Ganske enkelt sætte det tilbage på sin plads – som et billede på sig selv.”
I den uddybende projektbeskrivelse har man præsenteret sin idé på en måde, som udvalget tror, vil kunne overbevise kommune og metrobyggeri om idéens bæredygtighed. Det er derfor udvalgets håb at de yderligere midler de lægger til, kan medvirke til en faktisk realisering af denne og de andre præmierede idéer.
Læs mere:
Se hvem der har modtaget yderligere tilskud
Se de udvalgte forslag fra Open Calls tredje runde
Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 09.03.10.
