Uddannelser
Kunststyrelsen administrerer finanslovstilskud til følgende uddannelser:
- Skuespillerskolen ved Odense Teater
- Skuespillerskolen ved Aarhus Teater
- Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater
Skuespillerskolen ved Odense Teater
En fireårig uddannelse. Uddannelsen sigter på at uddanne skuespillere, som kan finde virke indenfor teater, musikteater, Film, TV, animationsfilm, radio og andre medier. Grundlaget er at give de studerende solid håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk integritet, indsigt og kreativitet.
Skolen lægger vægt på at skabe en tidssvarende uddannelse, der udvikler de praktiske skuespilllerfærdigheder og samtidig giver en grundig indsigt i de forskellige medier en skuespiller kan medvirke i.
Skoleåret strækker sig fra medio august til medio juni. Uddannelsen kan indeles i 2 forløb: Basisforløb (2 år) og Overbygning (2 år).
Overordnet set undervises der løbende i fagene:
Dramatik, musikdramatik eller filmdramatik, tale, sang, musik og nodelære, dans og fysiodramatik, dramaturgi og teaterhistorie, eutoni samt kropstræning.
Skuespillerskolen ved Aarhus Teater
En fireårig uddannelse. Målet med uddannelsen er, at en række klassiske krav til skuespillerens kunst bliver tilgodestet samtidig med, at man forholder sig åbent overfor den stadige fremkomst af nye former for scenekunst og beslægtede kunstarter. Skoleåret strækker sig fra medio august til medio juni. De to første år er basisår. Eleverne må ikke optræde offentligt.
Uddannelsen er kombineret med praktikforløb, hovedsagelig på Aarhus Teaters scener. På fjerde året laves der to fuldt professionelle produktioner, en præsentationsforestilling og en afgangsforestilling. De spilles på Aarhus Teater og præsentationsforestillingen spilles desuden i København.
Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater
En treårig uddannelse. Uddannelsens formål er at uddanne dramatikere, der vil skrive for teater. De studerendes dramaturgiske og sceniske talent udvikles igennem et samarbejde med det praktiske teater. Herigennem får de studerende kendskab til forskellige teaterformer.
http://www.aarhusteater.dk/dramatikeruddannelsen.asp
Sidst opdateret af Louise Gregersen d. 12.10.10
Kontakt
Kunststyrelsen
Marc Schynol
Tlf. 3374 4528
marcsc@kunst.dk
