Nyt projekt styrker dansk design og kunst i USA

Statens Kunstfond har i samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington D.C. lanceret projektet ”Art in Embassy”, som skal styrke dansk kunst og være med til at skabe en platform for danske kunstnere, kunsthåndværkere og designere i USA.

9.3.2017
Washington-stellet inspiceres af gæster på Den Danske Ambassade i Washington, Foto: Matailong Du for Den Danske Ambassade i Washington D.C.
Washington-stellet inspiceres af gæster på Den Danske Ambassade i Washington, Foto: Matailong Du for Den Danske Ambassade i Washington D.C.

Nyt tiltag på Den Danske Ambassade i Washington skal styrke dansk kunst og design i USA.

Dansk kunsthåndværk og design møder ofte stor anerkendelse i udlandet. Det er imidlertid et område, hvor der er et stort uudnyttet potentiale. Derfor har Statens Kunstfond i samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington D.C. lanceret pilotprojektet "Art in Embassy", der skal sætte ekstra internationalt fokus på dansk kunst, design og kunsthåndværk.

Projektet, som er det første af sin slags, blev lanceret i sidste uge på ambassaden i Washington med indvielsen af et Washington-stel - et komplet stel med tekstiler - lavet specielt til Den Danske Ambassade i Washington D.C.

I alt 17 forskellige danske kunsthåndværkere og designere har bidraget til at skabe ét samlet produkt og ved at samle mange forskellige kunstneriske udtryk, illustrerer stellet ikke alene den enestående danske tradition for formgivning og materialeforståelse, men også den danske tradition for dialog og demokratiske processer.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, Astrid Krogh, der deltog i lanceringen på ambassaden i Washington i sidste uge, er sikker på, at kunst og design kan være med til at sætte gang i en frugtbar dialog:

"Kultur trives ikke i et vakuum, men udvikles og trives netop i vekselvirkning med andre kulturer. Og hvis dansk kunst og design på ambassaden i Washington kan være med til at skabe debat og samtale omkring og ud fra noget så lavpraktisk, som den tallerken vi spiser af, eller den kop vi holder i hånden, så er formidlingen af danske værdier flyvende. Det er værdier, som blandt andet beror på, at ordentlig formgivning af brugs- og hverdagsting ikke bare kan betale sig ud fra et økonomisk aspekt, men faktisk også er vigtigt ud fra et aspekt om ordentlig livskvalitet."

Stærkere internationale relationer

Også på ambassaden i Washington er der stor begejstring for projektet Art in Embassy, der ikke alene er med til at skabe international interesse for dansk kunst og kultur, men også etablering af nye og stærkere relationer mellem Danmark og USA.

"Vi er meget stolte over, at vi i samarbejde med Statens Kunstfond som den første ambassadebolig i verden skal repræsentere noget af det bedste, Danmark har at byde på. Dansk kultur er en essentiel del af udlandets kendskab til Danmark, og derfor er "Art in Embassy" vigtigt for Danmark," siger Danmarks ambassadør i USA, Lars Lose, og fortsætter:

"Hvert år får vi besøg af flere tusinder af gæster, så det præsenterer en mulighed for, at vi kan vise dansk kunst frem og bruge det som afsæt til at fortælle om Danmark, og hvad der rører sig i det danske samfund. Dansk kunst kan skabe en platform, hvor vi viser, hvad vi kan inden for kreativitet, innovation og nye løsninger, og det kan være med til at styrke dansk erhvervsliv og vores relationer til amerikanske partnere. På den måde kan design og kunst understøtte profileringen af Danmark på områder som eksempelvis bæredygtighed og styrke eksport af danske løsninger."

Yderligere oplysninger:

Presseattaché Pernille Florin Elbech, Den Danske Ambassade i Washington D.C: +1 (202)-320-0098

Astrid Krogh, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design: info@remove-this.astridkrogh.com eller pressevagt: 22 61 19 95

 

Siden er sidst opdateret: 26.4.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)