Nu åbner Kirstine Roepstorffs udstilling i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen

Torsdag den 11. maj åbner udstillingen ”influenza. theatre of glowing darkness”, der er skabt af billedkunstner Kirstine Roepstorff til Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen. Udstillingen kan opleves frem til den 26. november 2017.

9.5.2017
Billedkunstner Kirstine Roepstorffs udstilling ’influenza. theatre of glowing darkness’ kan netop nu opleves på Venedig Biennalen. Foto: Anders Sune Berg.
Billedkunstner Kirstine Roepstorffs udstilling ’influenza. theatre of glowing darkness’ kan netop nu opleves på Venedig Biennalen. Foto: Anders Sune Berg.

Mørkets potentiale og dét øjeblik, hvor vante strukturer må vige for at give plads til forandring er udgangspunktet for Kirstine Roepstorffs udstilling ”influenza. theatre of glowing darkness”, der åbner torsdag den 11. maj i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen.

Billedkunstner Kirstine Roepstorff siger:

”Influenza er for mig en metafor for det 21. århundredes tilstand. Vi er svækkede, fordi vi kun lader os nære af lyset og undsiger mørket. Men for meget lys udmatter os, og vi har brug for mørkets regenererende energi. Mørket opløser grænser og gør transformation mulig. Vi har brug for mørket for at kunne skabe visioner til at forme vores fælles fremtid.”

Statens Kunstfond og Venedig Biennalen

Kirstine Roepstorff er udpeget til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Bestyrelsesformand for Statens Kunstfond og formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst Gitte Ørskou siger:

”For Statens Kunstfond var valget af Kirstine Roepstorff oplagt. Hun er en stærk repræsentant for den danske kunstscene, og vi er sikre på, at hendes udstilling vil give genlyd internationalt. Det har været utrolig inspirerende at følge tilblivelsen af projektet, og i fonden er vi ubeskriveligt glade for Kirstine Roepstorffs enorme indsats og det imponerede resultat, der er kommet ud af hendes anstrengelser.”

Den officielle åbning

Den Danske Pavillon åbner officielt torsdag den 11. maj kl. 11.30, hvor der vil være taler ved kulturminister Mette Bock, bestyrelsesformand for Statens Kunstfond og formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst Gitte Ørskou og billedkunstner Kirstine Roepstorff.

I forbindelse med den officielle åbning vil der være mulighed for interview med både Kirstine Roepstorff, Gitte Ørskou og kulturminister Mette Bock.

Live-streaming: Åbningen kan live-streames torsdag den 11. maj kl. 11.30-12.00 på Statens Kunstfonds Facebookside.

Dagen før den officielle åbning, onsdag den 10. maj, vil der kl. 12.00 være en pressekonference i Den Danske Pavillon med deltagelse af Kirstine Roepstorff og konsortiet bag udstillingen: Angela Rosenberg, Sepake Angiama, Solvej Helweg Ovesen og Ute Meta Bauer.

Konsortiets fire deltagere har under hele projektets udvikling fungeret som sparringspartnere for Kirstine Roepstorff, og i udstillingens publikation bidrager de med refleksioner om projektet i form af essays eller mere abstrakte prosatekster.

Fakta om Kirstine Roepstorff

Kirstine Roepstorff (født 1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun bor og arbejder i dag i Fredericia.

Kirstine Roepstorff har de seneste år haft soloudstillinger på blandt andet Andersen’s Contemporary i København, Kunstverein Göttingen og Kunstpalais Erlangen i Tyskland, Nasjonalmuseet i Oslo, Museum für Gegenwartskunst i Basel i Schweiz, og Taxispalais i Innsbruck i Østrig. I 2018 viser Kunsthal Charlottenborg i København værker af Kirstine Roepstorff fra Den Danske Pavillon.

Derudover har Kirstine Roepstorff de seneste år skabt flere store offentlige kunstprojekter i Danmark, herunder blandt andet ”Kolding Hospital” til Sygehus Lillebælt (2017), ”Gongen” til Dokk1 i Århus (2015) og ”Klangfrø” til Institut for Nordisk og Sprogvidenskab på Københavns Universitet (2014).

Kirstine Roepstorffs værker indgår i samlinger på blandt andet MoMa i New York, Saatchi Gallery i London, Nasjonalmuseet i Oslo og Statens Museum for Kunst i København.

Læs mere om kunstneren og hendes værker

Fakta om udstillingen 

Kirstine Roepstorffs udstilling ”influenza. theatre of glowing darkness” består af en teaterinstallation og et vildtvoksende indgreb i pavillonen og den omkringliggende have.

I teaterinstallationen ”theatre of glowing darkness” bliver publikum inviteret indenfor i Kirstine Roepstorffs mystiske mørke: I en scenografi af glas og lysprojektioner udspiller sig en dialog mellem tre kvindelige figurer: Dark River, Midwife og Seed. Her udforskes mørket som et sted fyldt med potentiale, hvor den naturlige cyklus mellem liv og død giver plads til transformation. Teaterinstallationen ”theatre of glowing darkness” varer 32 minutter.

I pavillonens øvrige del har Kirstine Roepstorff skabt et grønt, skulpturelt landskab, der radikalt dekonstruerer pavillonens arkitektur og omgivelser. Vinduer og vægge er fjernet, så der ikke længere er grænser mellem det indre og ydre, kultur og natur, kunst og verden. Store betonskulpturer bryder de vante rumforløb. I denne del af udstillingen finder man også det 7,5 meter lange gobelinværk ”Renaissance of the Night”.

Hent pressebilleder på danishpavilion.org.

Fakta om Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst

Kirstine Roepstorff er udpeget til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst. Beslutningen er truffet af udvalgsmedlemmerne: Gitte Ørskou (formand), Lilibeth Cuenca Rasmussen, Bodil Nielsen og Jacob Tækker.

Udstillingen er finansieret af Statens Kunstfond og har modtaget yderligere støtte fra Ny Carlsbergfondet, Kvadrat, Louis Poulsen og White Cloud.

Læs mere om Venedig Biennalen

Yderligere oplysninger:

Konsulent Tine Vindfeld, Statens Kunstfond, tlf.: 33 74 55 14, tvi@remove-this.slks.dk
Konsulent Ane Bülow, Statens Kunstfond, tlf.: 33 74 50 36, anb@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: tlf.: 22 61 19 95
Følg Den Danske Pavillon på Instagram, @danishpavilion / #danishpavilion

Siden er sidst opdateret: 15.5.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)