Forfatterarrangementer hitter i Jylland

74 procent af midlerne fra Forfattercentrum gik i 2016 til oplæsningsarrangementer uden for Region Hovedstaden. Det er fjerde år i træk, at andelen til arrangementer uden for hovedstaden stiger. Publikumstallene er højst i Jylland.

13.3.2017
Anne-Catrine Riebnitszky er en af de forfattere, der kommer rundt i hele landet for at læse op. Foto: PR-foto.

På Kolding Bibliotek har de haft besøg af Kim Leine, Carsten Jensen har været forbi Sønderborg, og i Varde læste Anne-Cathrine Riebnitszky op på det lokale bibliotek. Det er bare tre eksempler på, at oplæsningsarrangementer med danske forfattere er i høj kurs. Ikke mindst i Jylland.

I Nordjylland kommer der gennemsnitligt 87 tilhørere til et forfatterarrangement mod 52 i hovedstaden. Også Region Midtjylland ligger med et gennemsnitligt publikumstal på 66 over hovedstaden.

Hele Danmark får gavn af støttemidler

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur har, siden det tiltrådte i 2014, været meget opsat på, at støtten fra Forfattercentrum blev spredt ud til hele landet. Og indsatsen er lykkedes.
I 2013 gik 56 procent af midlerne til arrangementer uden for hovestaden. I 2014 var tallet steget til 64 procent. I 2015 var tallet oppe på 69 procent, og i år lander tallet på hele 74 procent.
Tallene afspejler sig også i fordelingen af tilsagnene. Arrangører uden for hovedstadsområdet får støtte til syv ud af 10 arrangementer, mens kun omkring halvdelen af arrangementerne i hovedstadsområdet bliver tildelt støtte. Dermed er chancen for at opnå støtte altså størst, hvis arrangementet finder sted uden for hovedstadsregionen.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, Thomas Harder siger:

”Vi er i udvalget meget tilfredse med, at det er lykkedes os at få spredt støtten til hele Danmark, og at vi nu igennem flere år har kunnet se en udvikling, hvor en stadig større del af støtten går til oplæsningsarrangementer uden for de største byer. Besøgstallene viser, at der er stor interesse for litteraturarrangementer i hele landet, og måske særligt uden for de store byer, hvor der i forvejen er mange arrangementer.”

Fakta om Forfattercentrum i 2016

  • Arrangører af oplæsningsarrangementer kan søge om støtte til honorar på 4-5.000 kr. til danske forfattere eller oversættere, som præsenterer egne værker.
  • Der er ansøgningsfrist fire gange om året
  • 3,3 mio. kr. blev uddelt fra puljen. 
  • 805 arrangører ansøgte om støtte. 
  • 523 arrangementer blev afholdt.
  • 74 procent af midlerne gik til arrangementer uden for Region Hovedstaden. 
  • Tilsagnsprocenten var 71 procent for arrangementer uden for hovedstaden, mens den var 53 procent for arrangementer i hovedstadsregionen. 
  • Det gennemsnitlige publikumstal for oplæsningsarrangementerne var 60 personer. Besøgstallet var højest i Nordjylland med 87, mens hovedstaden lå lavest med et gennemsnit på 52 besøgende.

Læs mere om Forfattercentrum

Læs mere om Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur 

Yderligere oplysninger:

Sekretær for Projektstøtteudvalget for Litteratur, Marie Husted Dam, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 95 42 00, mhd@remove-this.slks.dk

 

 

Siden er sidst opdateret: 13.3.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)