Minister og kunstfond diskuterer fremtiden for klassisk musikliv

Statens Kunstfond og kulturminister Mette Bock er fredag den 21. april værter for en konference, hvor dansk musiklivs aktører er inviteret til debat om udviklingsmulighederne for klassisk musik.

19.4.2017

Statens Kunstfond og kulturminister Mette Bock er fredag den 21. april værter for en konference, hvor dansk musiklivs aktører er inviteret til debat om udviklingsmulighederne for klassisk musik.

Konferencen byder blandt andet på inspiration fra det engelske Orchestra of the Age of Enlightenment. Foto: Eric Richmond.
Konferencen byder blandt andet på inspiration fra det engelske Orchestra of the Age of Enlightenment. Foto: Eric Richmond.

Hvordan kan man styrke landskabet for det professionelle klassiske musikliv? Og hvilke konkrete udfordringer står de klassiske orkestre og ensembler overfor?

De spørgsmål og mange andre skal konferencen ”Landskabet for professionelle ensembler og orkestre i Danmark” i Middelfart fredag den 21. april, hvor kulturminister Mette Bock og Statens Kunstfond er værter, forsøge at komme med nogle bud på.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan få orkestermusikken bragt godt ind i fremtiden. Det er vigtigt for mig, at alle danskere har adgang til klassisk musik af høj kvalitet. På konferencen vil vi rejse en række centrale spørgsmål: Kan orkestrene finde nye og mere innovative veje at gå, når det handler om etablering af partnerskaber og opdyrkning af nye finansieringskilder? Hvordan kan orkestrene blive bedre til at tiltrække nye målgrupper – i særlig grad børn og unge? Kan vi trække på erfaringer fra udlandet? Vi skal ikke være bange for at tænke nye tanker. Jeg håber derfor, at vi på konferencen får nogle gode idéer på bordet, så vi har de bedst mulige forudsætninger for at træffe politiske beslutninger om fremtidens orkesterlandskab i Danmark.”

Under konferencen vil der være paneldebatter, workshops og oplæg fra forskellige inviterede oplægsholdere. Og konferencens oplægsholdere kommer både fra Danmark og fra udlandet. Blandt de inviterede fra udlandet er Crispin Woodhead, der er direktør i det verdensberømte britiske barokorkester ”Orchestra of the Age of Enlightenment”, som er et specialistorkester med international succes.

Fra Oslo Filharmonien deltager projektleder Lars Petter Hagen i konferencen og fortæller om Oslo Filharmoniens ambitioner og strategier for at udbrede klassisk musik både i Norge og på den internationale scene. 

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik Bente Dahl siger: 

”Vi har et ønske om at undersøge og diskutere de professionelle ensembler og orkestres opgaver, roller og relationer i dansk musikliv. Samtidig er vi optaget af, at både det nuværende publikum og kommende generationer har mulighed for at opleve klassisk musik med orkestre og ensembler, og vi vil gerne se på, hvordan vi kan sikre og stimulere adgangen til klassisk musik. Jeg er sikker på, vi kan få en god debat på konferencen baseret på gode input fra ind- og udland, så vi sammen kan skabe et solidt, fagligt grundlag for de beslutninger, der skal træffes på området i fremtiden.”

Konferencen for interessenter inden for klassisk musik finder sted i Middelfart fredag den 21. april. Pressen er velkommen og kan, hvis de ønsker at deltage i konferencen, sende en e-mail til: hhm@slks.dk. 

Yderligere oplysninger:

Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95
Kulturministeriet pressetelefon: 22 76 51 16
Specialkonsulent Hanne Holdt Madsen, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 60, hhm@slks.dk

Siden er sidst opdateret: 19.4.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)