Ny 151 meter lang
mosaikmur midt i Viborg

Viborg Kunsthal får markant kunstværk: En 151 meter lang mosaikmur vil fremover give alle, der besøger kunsthallens have, en særlig oplevelse. Billedkunstner Mette Winckelmann har udsmykket muren med i alt 12.086 fliser, inspireret af Viborgs historie.

09. april 2015
Mette Winckelmanns geometriske mosaik "Tro og Overtro" pryder nu indersiden af betonmuren ved Viborg Kunsthal. Foto: Anders Sune Berg

Statens Kunstfond og Viborg Kommune har finansieret Mette Winckelmanns nye kunstværk Tro og Overtro, der bliver indviet lørdag den 30. november kl. 14-16 i Viborg Kunsthals have, Riddergade 8, 8800 Viborg, af Statens Kunstfonds Søren Jensen og Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen.

Efter indvielsen holder kunsthallen en folkefest med sigøjnerorkester, et kagebord med frivillige Viborg-borgeres hjemmebagte kager, og en busfuld af kunstinteresserede sjællændere, der gerne vil være med til at fejre det nye værk.

Muren er vores allesammens

Leder af Viborg Kunsthal, Helene Nyborg Bay siger:

”Vi holder en stor fest for alle interesserede, for vi vil gerne signalere, at mosaikmuren er vores allesammens – også selv om man normalt ikke kommer i kunsthallen. Vores have ligger helt centralt midt i Viborg by, og alle er velkomne til at komme indenfor og slå sig ned og opleve, hvordan mosaikken giver liv og stemning i vores have – eller lægge ruten forbi, når man spadserer ned til Søndersø.”

Historien på spil i mosaikken

Viborg kunsthal ligger ovenpå resterne af en gammel kongsgård og tæt på en af Jyllands største markedspladser i middelalderen, hvor folk mange steder fra mødtes. På samme måde som Viborg Kunsthal i dag er et mødested for danske og internationale kunstnere.

Billedkunstner Mette Winckelmann siger:

”Viborg er historisk set et samlingssted, både som handelsplads og bispesæde, og i jorden under kunsthallens have er der mange beviser på det: Arkæologerne har blandt andet fundet så mange potteskår, at det tyder på, at her har været pottemagerboder, og vi ved også, at haven i tidens løb er blevet brugt som gravplads og kirkegård. Derfor har jeg - med udgangspunkt i det fællesskab, der har udspillet sig i og omkring haven op gennem historien - valgt at arbejde med mennesket, kroppen og håndens arbejde i forhold til menneskets tro og konstante søgen efter svar: De mange forskellige mønstre i mosaikken har alle navne, der refererer til tro og overtro. De er traditionelt blevet brugt i håndarbejde som patchworkmønstre, og de har i tidens løb fået navne og er blevet givet videre fra hånd til hånd gennem generationer. Så på samme tid er der både noget hverdagsagtig og noget ophøjet over dem. Samtidig er mosaikken lavet af betonfliser i fem grå nuancer med samme standardfliser som i havens flisegang, der løber langs muren. På den måde smelter muren og haven sammen til en helhed.

Statens Kunstfond har bidraget med 1,8 mio. kr. og Viborg Kommune med 600.000 kr. til Mette Winckelmanns mosaik Tro og Overtro.

Pressefotos

Fotograf: Anders Sune Berg

Viborg Kunstmuseum og muren med Mette Winckelmanns mosaik Tro og overtro (15,3M)

Nærbillede Mette Winckelmanns mosaik Tro og overtro (7,74M)

For mere information

Leder af Viborg Kunsthal, Helene Nyborg Bay, tlf. 30232307/87873220, 9hb@remove-this.viborg.dk
Formand Søren Jensen, Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, tlf. 50452403, sjensen@remove-this.jensen.mail.dk
Billedkunstner, Mette Winckelmann, tlf. 26827948, mette@remove-this.enbyirusland.com

www.viborgkunsthal.dk

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)