Mere og bedre kunst til kommunerne

Hvordan sikrer man som kommune, at de penge, lokalpolitikerne øremærker til kunst, bliver brugt bedst muligt? Nyt katalog fra Statens Kunstråd giver kommunerne gode råd og strategier til, hvordan man bedst griber opgaven an.

24. oktober 2013

Kommunale billedkunstråd, kunstråd og kunstkonsulenter – det er nogle af de metoder, som flere danske kommuner allerede har gode erfaringer med at bruge til at sikre, at de kommunale kunstkroner bliver investeret bedst muligt.

Derfor udgiver Statens Kunstråd nu kataloget ”Kunsten at fremme kunsten”, som giver kommunerne inspiration til, hvordan man kan styrke den lokale kunst. Både når det gælder kunstindkøb, kunstaktiviteter for borgerne, profilering af kommunen, rådgivning af politikere og embedsmænd osv.

Gode kunsttilbud til alle borgere er målet

I kataloget præsenterer seks kommuner og en kulturregion konkrete strategier til, hvordan man lokalt kan gribe opgaven an.

I Aabenraa har billedkunstrådet bl.a. udgivet skulpturguides til børn og voksne, hjælper med at skaffe kunst til landdistrikterne, er med til at udvikle et af Aabenraas kvarterer med kunst som omdrejningspunkt, inviterer kunstnere udefra til byen, afholder arkitekturens dag og uddeler arkitekturpriser.

I Guldborgsund tager billedkunstrådet initiativ til udstillinger, workshops, festivaler og kunstnerbesøg i skoler og børnehaver. Rådet er også med til at facilitere kunst i offentligt byggeri og rådgive erhvervslivet om kunstindkøb.

I Roskilde har kommunen inviteret danseteatret AABEN DANS´ ledere med som sparringspartnere i forskellige lokale netværk, samtidig med at teatret er med til at styrke kommunens musiske profil ved bl.a. at lave danseworkshop på byens plejehjem, dansedag i børnehaverne, bevægelsesstrategi for alle byens borgere og er med til at udvikle en ny kreativ bydel.

I Århus har man stor succes med et tværfagligt kunstråd, i Odense er et musikudvalg med til at sikre et varieret musiktilbud til alle byens borgere, og i Gentofte har man ansat to kunstkonsulenter, som rådgiver kommunen og sætter kunsttilbud i værk, der henvender sig bredt.
Flere af kommunerne, som deler ud af deres gode erfaringer i kataloget, har desuden fået støtte til at danne lokale billedkunstråd af Statens Kunstråd.

Et konkret værktøj med velafprøvede strategier

Rune Gade, formand for Statens Kunstråd, siger:
”Det er en helt central opgave for os at sikre, at vi i Kunstrådet er med til at styrke kunsten i hele landet. Fordi kunsten er med til at gøre os til hele, rige og facetterede mennesker, og fordi et samfund uden kunst er som et menneske uden sjæl. At sikre alle mennesker i Danmark mulighed for at møde kunst i deres nære miljø er imidlertid for stor en opgave til at vi i Kunstrådet kan løfte den på egen hånd. Derfor er det nye katalog et konkret værktøj med velafprøvede strategier, som giver lokalpolitikere, embedsmænd og kunsteksperter i alle kommuner, store som små, inspiration til, hvordan man bedst griber opgaven an, så den lokale kunst kommer flest borgere til gode.”

Læs kataloget "Kunsten at fremme kunsten"

For mere information:

Pressemedarbejder Monica C. Madsen, Statens Kunstråd, tlf. 33 74 55 04, mcm@remove-this.kulturstyrelsen.dk

Formand for Statens Kunstråd Rune Gade, tlf. 22 96 60 28,
runegade@remove-this.hum.ku.dk

Hent faktaark med kontaktpersoner og mere info om aktiviteter og strategier i de udvalgte kommuner.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)