Lolland-Falster søsætter sejlende kunstfestival
i otte havnebyer

Lokalt værtskab, internationale navne og kunst af høj kvalitet er omdrejningspunktet i den nye kunstfestival WELL COME, der åbner til sommer. Statens Kunstfond støtter med 400.000 kr.

04. april 2016
Festivalens primære skib ”Emanuel af Nakskov” – en rundgattet jagt fra 1902. Lokale skibe vil blive inviteret til at sejle med festivalen rundt på øerne (Foto: Brian Amtoft).

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, Gitte Ørskou, siger:
”Dette projekt indeholder simpelthen alt, hvad jeg håber at se mere af fra provinsen. Det er et projekt af høj kunstnerisk kvalitet, der inddrager lokale borgere og fremmer det lokale billedkunstmiljø, samtidig med at det har et internationalt udsyn.”

WELL COME er en utraditionel kunstfestival, der benytter gæstfrihed og værtskab til at involvere lokale borgere i møder med samtidskunsten og sprede kunst af høj kvalitet til Danmarks geografiske udkant.

Borgere er med til at skabe kunsten

Over to uger i sommeren 2016 vil kunstfestivalen WELL COME sejle fra havn til havn på Lolland-Falster og lægge til kaj i otte havnebyer. I hver by vil WELL COME indbyde lokale husstande og foreninger til at deltage som „værter“ for festivalen. Værtskabet skal forstås helt konkret: Deltagerne vil få kunstnere på besøg i hjemmet, og kunstnerne vil benytte tætte samarbejder med deres værter som udgangspunkt for deres værker. Festivalen kurateres af den danske kunstnergruppe Wooloo.

"WELL COME benytter sig af deltagerorienteret kunst til at tage fat i Lolland-Falsters største ressource: De mennesker der bor her. I stedet for at udstille en række præfabrikerede kunstværker som en traditionel kunstfestival, har WELL COME udvalgt fem internationalt anerkendte kunstnere fra bl.a. Spanien, Tyskland og Sverige, der hver især vil udvikle nye værker til festivalen i tætte samarbejder med lokale borgere og initiativer.", fortæller WELL COME’s kuratorer, Martin Rosengaard og Sixten Kai Nielsen fra Wooloo.

De fem internationale kunstnere, som offentliggøres senere på året, modtager hver i sær penge, tid og plads til at udføre værker, der har stor synlighed og involverer mange personer lokalt. Alle værker består af deltagerbaserede processer og udvikles i samarbejde med borgere.

Stor lokal opbakning til kunstfestivalen

WELL COME har en målsætning om engagere mindst 50 værter på Lolland-Falster og nå ud til mindst 20.000 borgere.

”I Guldborgsund og Lolland Kommuner har vi en lang tradition for at indgå i tværkommunale samarbejder inden for kunst- og kulturområdet. Begge kommuner er nemlig meget optaget af, at flest mulige af vores borgere møder den professionelle kunst. En kunstfestival som WELL COME giver os mulighed for at fremme dannelse og kreativitet hos vores borgere, da kunsten netop kan inspirere til nytænkning. Derfor er vi rigtig begejstret for festivalens udgangspunkt, hvor borgere og foreninger sammen med professionelle kunstnere skaber selve festivalen”, siger de to Kultur- og Fritidsudvalgsformænd Martin Lohse og Heino Knudsen fra Guldborgsund og Lolland Kommuner samstemmende.

Efterlysning – flere ansøgninger fra provinsen!

Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, siger:

”Helt grundlæggende er kunstprojektet muliggjort af, at de fagpolitiske udvalg i Lolland og Guldborgsund Kommuner støtter op om et projekt, hvortil Guldborgsund billedkunstråd har ageret kunstfaglig fødselshjælper. Det er netop denne cocktail af et kommunalt billedkunstråds billedkunstfaglige kompetencer og de lokalpolitiske ambitioner, der ofte er forudsætningen for lokale initiativer, som kan tiltrække kunststøtte fra os i Statens Kunstfond. Jeg så gerne langt flere ansøgninger af høj kvalitet fra provinsen.”

Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for billedkunst støtter WELL COME med 400.000 kr.

Yderligere information

Sune Blicher, presserådgiver i Slots- og Kulturstyrelsen, sub@kulturstyrelsen.dk, 33 74 45 62
Theis Petersen, billedkunstkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, tpe@kulturstyrelsen.dk, 33 74 45 34

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)