Jesper Just-udstilling åbner i Den danske Pavillon på Venedig Biennalen

I dag kl. 16.00 åbner kulturminister Marianne Jelved udstillingen Intercourses i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2013. Udstillingen er skabt af kunstneren Jesper Just og består af en filminstallation og en arkitektonisk bearbejdning af pavillonen

08. september 2015

Jesper Just konfronterer det paradoksale ved biennalens pavillonudstillinger: Pavillonen som en fysisk repræsentation af ét land i et andet. Med dette som udgangspunkt afsøger Intercourses temaer som arkitektonisk pastiche og kulturel forskydning og fremmedgørelse. Filmen består af fem projektioner og foregår i en forstad til Hangzhou i Kina, der er bygget som en kopi af den franske hovedstad Paris. I modsætning til mange andre kopibyer er denne beboet, og den virker som en by, der på samme tid er under opbygning og i forfald. Justs bearbejdning af stedet udfordrer betragterens opfattelse af tid og rum og udvisker grænsen mellem reelle og imaginære erindringer og faktuelle og fiktive forbindelser til et sted.

Filmen følger tre mænd, der sammen med byen spiller hovedrollen. Jesper Just forklarer, “Jeg har tidligere arbejdet med ideen om arkitekturen som aktør, med en bygning eller struktur som hovedperson. Og her var der mulighed for at arbejde med en hel by. Jeg har forsøgt at finde måder, hvorpå jeg kunne gøre byen til hovedperson eller mediator mellem de tre mænd, så de ville forbinde sig til hinanden gennem arkitekturen. Jeg ville udforske, hvordan man kan tage noget så overfladisk som denne arkitektur og forvandle den til noget, der skaber bånd mellem mennesker.”

Jesper Just har bearbejdet Den Danske Pavillon arkitektonisk, så pavillon har fået et radikalt nyt udseende – blandt andet er den nu delvist skjult bag høje gasbetonmure. Jesper Just siger: ”Jeg ønsker, at oplevelsen af værket begynder allerede, før du kommer ind i pavillonen. I filmen bygger de en by, som på samme tid er ved at forfalde. Jeg blev optaget af idéen om en ruin under opbygning. Derfor har jeg brugt mursten, der ligner dem i filmen, til at skabe mure eller delvise mure rundt om pavillonen.”

En parallel grafisk kampagne fra det amerikanske designbureau Project Projects formidler og udvider ideen om fordobling og forskydning, som er en del af Justs installation. Under Venedig Biennalen vil forskellige serier af plakater blive sat op på offentlige steder i fem byer rundt om i verden: København, Hong Kong, New York, Paris og Shanghai. Plakaterne bliver et vindue til projektet, der kommunikerer udstillingen til et publikum uden for Venedig.

Formanden for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg Jette Gejl siger:
”Da vi bad Jesper Just skabe værket til Den Danske Pavillon, gav vi ham den udfordring, at han skulle forholde sig til Venedig Biennalen som begivenhed og den danske pavillons arkitektur og placering. Vi har i dag fået den første oplevelse af den enestående totalinstallation, han har skabt med værket Intercourses. Det er et fantastisk værk, der møder den besøgende både uden for og inden i pavillonen. Vi er ikke i tvivl om, at det vil give massiv genlyd internationalt.”

Venedig Biennalen foregår fra 1. juni – 24. november 2013.

Om Jesper Just

Jesper Just er født i København i 1974 og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han bor og arbejder i dag i New York.

Soloudstillinger omfatter This Is A Landscape of Desire, Herning Kunstmuseum (2013); Sharjah Biennial 11, Sharjah, Forenede Arabiske Emirater (2013); This Nameless Spectacle, MAC/VAL, Musée d’Art Contemporain du Val-de-Marne, Vitry-sur-Seine i Frankrig og BALTIC Centre for Contemporary Art, Gateshead i Storbritannien (2011); Jesper Just, Fundação Calouste Gulbenkian, Lissabon i Portugal (2009); Romantic Delusions, Brooklyn Museum of Art, New York i USA (2008); Liverpool Biennial, Liverpool i Storbritannien (2008); Jesper Just, Witte de With Center for Contemporary Art, Rotterdam i Holland og SMAK/ Stedelijk Museum voor Actuele Kunst, Gent i Belgien (2007); Black Box: Jesper Just, Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Washington i USA (2006); Something to Love, Moderna Museet, Stockholm i Sverige (2006); Busan Biennale, Busan, Sydkorea (2006); True Love is Yet to Come, Performa 05, Weiss Studio, New York i USA (2005).

Justs værker indgår i adskillige større offentlige samlinger, inklusive Guggenheim Museum (New York, USA); Museum of Modern Art (New York, US); Tate Modern (London, UK); Museo de Arte Contemporáneo de Castilla y León, (León, Spanien); Musée d’Art Moderne (Luxembourg); Israel Museum (Jerusalem, Israel); Louisiana Museum for Moderne Kunst (Humlebæk) og Statens Museum for Kunst (København) m.fl.

Jesper Just repræsenteres af James Cohan Gallery, New York/Shanghai, Galerie Perrotin, Paris/Hong Kong, og Galleri Nicolai Wallner i København.

Om Statens Kunstråd og Venedig Biennalen

Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg har ansvaret for Danmarks deltagelse ved Venedig Biennalen. Danmark har deltaget i Venedig Biennalen siden 1895, og deltagelsen er finansieret med midler fra Statens Kunstråd.

Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg består af Jette Gejl Kristensen (formand), Lise Harlev, Jesper Elg, Mads Gamdrup og Anna Krogh.

Om Project Projects

Project Projects er et designbureau med fokus på trykte materialer, visuel identitet til udstillinger og udstillingssteder samt interaktiv digital formidling. De har kunder fra kunst-, undervisnings- og kulturområdet, men laver også uafhængige kuratoriske projekter og publiceringsprojekter. Bureauet blev grundlagt i 2004 i New York og ledes af Prem Krishnamurthy, Adam Michaels, og Rob Giampietro.


Finansiering

Intercourses er finansieret af Statens Kunstråd. Filmprojektet er co-produceret af Galleri Nicolai Wallner med støtte fra ARoS Aarhus Kunstmuseum. Projektet har modtaget yderligere støtte fra Nørgaard paa Strøget, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Informationsteknik og Panasonic.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)