Årets bedste bøger

20-12-2011

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har i 2011 præmieret 7 nye litterære værker, som de synes er noget ganske særligt i dansk litteratur.

28. september 2016

Udvalget vælger frit mellem samtlige udgivelser fra de seneste sæsoner - i år præmieres bøger udgivet i efterårssæsonen 2010 og forårssæsonen 2011. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr.

I 2011 har udvalget valgt at præmiere en fagbog, en oversættelse, en novellesamling, en roman, to digtsamlinger og en børnebog.

De præmierede værker er:

  • Tom Buk-Swienty: Dommedag Als
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Med denne bog - og den foregående, Slagtebænk Dybbøl, som Dommedag Als er en selvstændig fortsættelse af - har forfatteren sat en ny standard for dansk historieskrivning, henvendt til et alment publikum."
  • Niels Brunse: nyoversættelse af William Shakespeares Samlede skuespil I
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Niels Brunse mestrer såvel Shakespeares fjollerier og ordspil og dansende legende livslyst, som fuldt orkestreret raseri, sorg og tragedie. Alle de rasende og skæmtende skældsord, al denne sproglige fråde!"
  • Trine Andersen: Det ved vi ikke endnu, noveller
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Ingenting ligger helt fast, alt er i udvikling, og man læser grebet, nysgerrigt, for trods stor klarhed er der noget næsten gådefuldt over novellerne."
  • Christina Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Først og fremmest er det en formidabelt stramt skrevet roman om livet og om det der var og det man mister. Men også om glæden ved de mindste ting og de små fine perspektiver."
  • Jimbut: Ukendt
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Ukendt er digte om fremmedhed og nærvær; om grænseoverskridelser, geografiske såvel som sproglige og menneskelige, digte som indimellem brænder igennem i stor skønhed og klarhed."
  • Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "...det er en bog, som drager læseren ind i sine indimellem svimlende, poetiske refleksioner over forgængelighed, tid og død, sorg og forsoning. Sjældent smukke digte, skrevet med en sjælden sproglig præcision. Og en nærmest svajeragtig humor".
  • Rebecca Bach-Lauritsen: Veronika lyder som harmonika
    Udvalget siger blandt andet om bogen: "Debutanten Rebecca Bach-Lauritsen har skrevet et nænsomt, usentimentalt og stærkt portræt af en ensom præpubertær pige, der må finde sin egen vej. Det er en lille dannelsesrejse i børnehøjde."

Læs udvalgets samlede begrundelser for de 7 præmieringer.

Om præmieringer

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg præmierer hvert år 7-8 værker, som de synes er noget ganske særligt i dansk litteratur. I foråret præmieres bøger fra det forgagne efterår, mens forårets bøger præmieres i efteråret. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr. Man kan ikke søge om præmiering.

Om udvalget

Medlemmer af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg er forfatterne Ida Jessen (formand), Trisse Gejl og Peter Rønnov-Jessen. Formanden er udpeget af kulturministeren, mens de to øvrige medlemmer er udpeget af Statens Kunstfonds repræsentantskab. Alle medlemmer sidder for tre år.

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef i Kulturstyrelsen, Marianne Strøm Hansen, tlf.: 2145 2440

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)