3,3 mio. kr. til billedkunst til børn

Statens Kunstråd har netop øremærket 3,3 mio. kr. til at udvikle nye metoder, der giver alle børn og unge i Danmark mulighed for flere og bedre møder med billedkunsten.

08. april 2015
Workshop med Dorthe Karrebæk. Foto: Lars Sidenius, Kulturstyrelsen.

Statens Kunstråds Billedkunstudvalg ønsker at styrke børn og unges muligheder for kvalificeret undervisning i billedkunst. Derfor skal de 3.3 mio. kr. bruges til et nyt kompetencecenter, som i 2014-17 skal sætte forsøg i gang for at udvikle undervisningen, så flere børn og unge får bedre mulighed for at møde billedkunsten. På lang sigt skal de erfaringer, der høstes, udstikke retningen for en landsdækkende indsats.

Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder sætter rammen

Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder er blevet udvalgt til at løfte opgaven med at etablere det nye kompetencecenter, i samarbejde med en lang række aktører på billedkunstområdet. Blandt andre Billedkunstnernes Forbund, Danmarks Billedkunstlærere, De Billedkunstneriske Grundkurser, Kunstakademiet og Museumsformidlerne i Danmark.
Udover de konkrete modelforsøg med undervisning i billedkunst, skal centeret også udvikle nye strategier til at styrke det kunstfaglige niveau hos de fagpersoner, der arbejder med billedkunst, børn og unge, og som kan skabe nye netværk, samarbejder og partnerskaber mellem organisationer og lokale institutioner.

Bobler og syder med ideer

Landsforeningen har mange års erfaring i at udvikle billedkunsttilbud til børn, og det er Statens Kunstråds opfattelse, at Landsforeningen - i partnerskab med en række organisationer og institutioner – kan skabe en paraply med national volumen og gennemslagskraft, der også kan rumme de andre meget kvalificerede projektforslag, som har lagt billet ind på at blive kompetencecenter.
Jette Gejl, formand for Statens Kunstråds Billedkunstudvalg udtaler:
”Det er en stor glæde at opleve den store interesse for sagen. Jeg vil gerne takke for den tid og det engagement, der er lagt i ansøgningerne – det er dejligt at vide, at det bobler og syder rundt om i landet, når det drejer sig børn, unge og billedkunst. Det tegner godt for fremtiden.”

Mere information om kompetencecenteret hos formand Karen Marie Demuth, Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder på tlf. 86 99 41 50, info@remove-this.bornkunstogbilleder.dk og
 
specialkonsulent Merete Dael, Kulturstyrelsen på tlf. 33 73 33 76, med@remove-this.kulturstyrelsen.dk.

Fakta

Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder er en faglig forening for aktører, der har mange års erfaring med at styrke børn og unges muligheder for kvalificerede møder med billedkunsten. Landsforeningen har base i Aarhus, hvor det nye kompetencecenter også flytter ind.

Læs mere på www.bornkunstogbilleder.dk

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)