Kritikerprisen 2009 og Georg Brandes-Prisen 2009
Kritikerprisen for 2009 tildeles Eske K. Mathiesen (f. 1944, debut 1976) for digtkredsen Bonjour monsieur Satie. Bogen tager udgangspunkt i, hvad der sådan i almindelighed vides om den uforlignelige og kapriciøse dada-komponist Erik-Satie (1866-1925). Hvor vores viden ikke slår til, digter Eske K. Mathiesen frejdigt videre på den i form af små situationer og dialoger, som udmærker sig ved smittende humor, smægtende sødme, legende lethed. Værket er ganske i sin genstands, komponistens, ånd, og det er samtidig en massivt fuldgyldig manifestation af det lysende talent, der gennem mere end 30 år har gjort Eske K. Mathiesen til en af Danmarks fineste, mest originale poeter
Torben Brostrøm motiverer og overrækker prisen.
Læs mere om Kritikerprisen og tidligere modtagere.
Georg Brandes-Prisen for 2009 tildeles dr. phil., professor i dansk litteratur, Erik A. Nielsen for værket Kristendommens retorik. Den kristne digtnings billedformer. Georg Brandes-Prisudvalget begrunder valget således: Værket fremstiller på højt internationalt niveau og med et imponerende historisk overblik den kristne kunsts, men især litteraturens, særlige billedsprog og den dermed forbundne fortolkningslære. Under inddragelse af en omfattende videnskabelig litteratur og et kæmpemæssigt materiale fra såvel digtning som billedkunst åbner bogen i kraft af sikker faglig formidling veje tilbage til en nu næsten glemt tradition og dermed perspektiver fremad mod ny forståelse af såvel ældre som nutidig litteratur.
Anders Juhl Rasmussen motiverer og overrækker prisen.
Læs mere om Georg Brandes-Prisen og tidligere modtagere.
Prisuddelingen og efterfølgende recpetion finder sted onsdag den 24. februar 2010 kl. 16, hos Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.
Sidst opdateret af Søren Beltoft d. 23.02.10.
