Rambøll Management Consulting skal analysere pengestrømmene i dansk musikliv

Fredag d. 9. april 2010 underskrev Statens Kunstråds Musikudvalg kontrakt med Rambøll Management Consulting på levering af analysen "Pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv".

Formålet med den ambitiøse analyse er at skabe et faktabaseret grundlag for den fremadrettede debat på det musikpolitiske område. Analysen skal give en bedre baggrund for at vurdere, om musikken får den støtte den skal have og sikre, at der bliver lavet langsigtede strategier både i det offentlige og det private.

Undersøgelsens mål er at give et samlet billede af den økonomiske situation, pengestrømme og ressourcer i musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Dette skal ske ved en omfattende kortlægning efterfulgt af en dybdegående analyse af resultaterne. Analysen omfatter både den del af musiklivet, der helt eller delvis finansieres af det offentlige, og den del, der klarer sig på kommercielle vilkår.

Analysen forventes at være afsluttet i september 2010.

Kontakt Anne Juhl Nielsen, Kunststyrelsens Musikcenter, 3374 4517, ajuhln@kunst.dk for yderligere information.

Sidst opdateret af Eline Sigfusson d. 15.04.10.

Del |
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen