
Komponistordninger
Det er fortsat udvalgenes ambition at afsøge muligheden for i fællesskab at støtte nye, eksperimenterende initiativer, parallelt med støtteordninger for konkrete værkbestillinger og den traditionelle huskomponistordning i Tonekunstudvalget for Klassisk Musik, hvor en komponist typisk knyttes til et orkester el. lign. i en længerevarende periode. Udvalgene vil sammen kigge længere ud i det musikalske landskab end orkestersalene og –musikscenerne og finde de laboratorier, hvor komponister og lydkunstnere kan komme til at levere en dynamisk skabende indsats i en periode af kortere eller længere varighed og gerne med andre værtstyper og samarbejdsparter end de hidtil kendte samarbejdsparter. Bl.a. blev der i 2009 indgået en flerårig aftale med Roskilde Kommune om engagement af Frederik Thaae som bykomponist i Roskilde. Med samarbejdet ønskede Tonekunstudvalgene som forsøg at initiere en praksisform, hvor byen, byens aktører og byens rum bruges til udvikling af nye musikalske kvaliteter, idet en professionel komponist/lydkunstner leverer en dynamisk skabende indsats med byens relevante, kulturelle samarbejdspartnere som platform.
Læs mere om hvordan man søger
Udvalgene vil i deres vurdering af kommende mulige samarbejdsaftaler lægge stor vægt på den kunstneriske motivation for valg af samarbejdskoncept, komponistprofil osv., samt at der aktørerne imellem er klarhed over parternes forpligtelser i forhold til at realisere fælles formulerede kunstneriske mål.
Udvalgene vil på baggrund af indsendte idéforslag tage stilling til den eventuelle videre dialog og forhandling om indhold og gensidige forpligtelser i en samarbejdsaftale, som underskrives af vært, komponist og pågældende Tonekunstudvalg.
Igangværende samarbejdsaftaler, Tonekunstudvalgene i fællesskab
Frederik Thaae som bykomponist hos Roskilde Kommune, 2009-2011
Christoffer Høyer, Peter Bruun, Susi Hyldgaard, Frank Hasselstrøm, Pierre Dørge, Peter Navarro-Alonso, Rasmus Zwicki hos Levende Musik i Skolen (LMS) 2010-2012
Erling Hjernø hos Spinderihallerne i Vejle, 2011-2012
Tonekunstudvalget for Klassisk Musik
Tonekunstudvalget for Klassisk Musik ønsker fortsat at stimulere og støtte konkrete samarbejder mellem komponister og orkestre, ensembler mv. i regi af huskomponistordninger.
Og det er udvalgets fortsatte intention at revitalisere området ved også at invitere til internationale samarbejder og åbne muligheder for nye værtstyper og alternative samarbejsrelationer, der f.eks. implicerer flere værker og/eller flere komponister, værkudveksling, væsentlig formidling til nye publikumsgrupper mv.
Værtsorganisationen kan fortsat være et ensemble eller et orkester, men også andre kan være relevante - f.eks. en kommune, en kulturorganisation eller en anden aktuel enhed, der kan tilbyde en komponist eller lydkunstner en platform for udvikling og præsentation af nye musikalske idéer.
Udvalget er indstillet på at afsætte midler til formålet i samme størrelsesorden som i de senere år og forventer i de kommende år at indgå en række nye huskomponistaftaler af typisk 2 års varighed hver. Udvalget er i øjeblikket i dialog med enkelte nye samarbejdsparter om mulige aftaler.
Igangværende samarbejdsaftaler, Tonekunstudvalget for Klassisk Musik
Steingrimur Rohloff hos Figura Ensemble, 2010-2011
Søren Nils Eichberg hos DR Symfoniorkester mm. 2010-2013
Bent Sørensen hos Scenatet, 2010-2013
Jexper Holmen hos Huddersfield Contemporary Music Festival, 2010-2012
Bo Andersen hos Det Kgl. Kapels Kammerorkester, 2011-2012
Andy Pape hos Den Fynske Opera, 2011-2014
Li-ying Wu hos Århus Sinfonietta, 2012-2013
Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik
Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik har for år tilbage støttet en række komponistprofiler på flere store festivaler, men indtil videre valgt at prioritere målrettede tilskud til komponisthonorarer, da der ikke har været tilstrækkeligt incitament til at fortsætte festivalordningen i sin hidtidige form med henvisning til, at der ikke synes at være en aktiv og velbegrundet efterspørgsel hos arrangørerne i øjeblikket. Udvalget understreger dog, at det i fremtiden gerne tager imod nye idéer og særlige initiativer til komponistsamarbejdsprojekter fra aktuelle værter, herunder festivaler. Udvalget vil samtidig se på muligheden for at indgå i husmomponistinitiativer i fællesskab med Tonekunstudvalget for Klassisk Musik, hvor der er tale om elektroniske eller rytmiske komponistprofiler og musikscener.
Sidst opdateret af Sanne Plichta d. 08.11.11 Ansvarlig: Hanne Holdt Madsen
Kontakt
Hanne Holdt Madsen, sekretær for Tonekunstudvalgene
T. 3374 4560
hanhol@kunst.dk
Kunststyrelsen
Kunststyrelsen er sekretariat for Statens Kunstfond
