Niels Brunses tale til Peter Eszterhás
Folk som Péter Eszterhás er sjældne som regnbuer. Der skal et specielt sammenfald af omstændigheder til, før de opstår – men de er heldigvis væsentlig mere holdbare. Oversætteren Péter Eszterhás har foreløbig stået på den danske litterære himmel i mere end tyve år, og forhåbentlig bliver han stående længe endnu. Det sjældne ved ham er ikke bare, at han bygger broer direkte mellem to sprog, der må finde sig i at blive kaldt ”små” på den internationale kvantitets-rangliste, nemlig ungarsk og dansk. Det er også mildt sagt en sjældenhed, at en litterær oversætter først begynder at lære sit målsprog som sekstenårig.
Eszterhás kom til Danmark efter den ungarske opstand i 1956. Den var en skelsættende begivenhed i det tyvende århundredes historie, og som jeg vil komme ind på om lidt, har den haft varige eftervirkninger i Péter Eszterhás’ arbejde. Men som flygtning i et helt nyt land måtte han begynde med begyndelsen og tilegne sig et sprog, nemlig dansk, der på sin vis er lige så svært som hans ungarske modersmål. Ungarsk har, så vidt jeg ved, en masse regler. Det har dansk egentlig også, men da det er danske regler, kan man vel altid lige tale om dem – og det skal man jo desværre kunne dem for at kunne. Intet under, at det er svært for folk, der ikke lærer det i vuggen.
Den unge Eszterhás gjorde imidlertid en intens indsats, som der står på siden om ham i Wikipedia, og det førte ham hurtigt frem til at blive først tolk og sidenhen noget så uventet som dansk skuespiller, uddannet på Århus Teaters elevskole. Via skuespillerfaget kom han hurtigt ind på en ny løbebane som instruktør – ikke mindst ved Radioteatret.
Men det er slet ikke det, vi skal tale om. Som rollekyndig – for litterær oversættelse er også en form for rollespil – og nært knyttet til både sit gamle og sit nye sprog kunne Péter Eszterhás tage et nyt skridt, ind i den litterære prosas lige så krævende verden. I 1987 udkom der to ungarske romaner på dansk, oversat af ham; den ene var den daværende ungarske PEN-formand István Barts version af Mayerling-tragedien, ”Mary og Rudolf” – og den anden var Miklós Vámos’ ”Sangen har vinger”, en skildring af det stalinistiske, ungarske efterkrigssamfund set fra barnehøjde. Den sidste er nok, filtreret gennem historiens gustne overlæg, den væsentligste.
Allerede året efter kom den første af en efterhånden lang række bøger af Péter Esterhazy i Péter Eszterhás’ oversættelse. Ligheden mellem navnene er så stor, at nogen har troet at de to var i familie med hinanden; det er de mig bekendt ikke – men til gengæld vil jeg tro, at man sagtens kan tale om et valgslægtskab mellem dem. En forfatter med et så reflekteret og finurligt forhold til sprog og til genrer som Péter Esterhazy må appellere til en tænksom oversætter som Péter Eszterhás. ”Hjertets hjælpeverber” hed den lille roman. Jeg havde været så heldig at blive gjort opmærksom på den under et besøg i Ungarn midt i firserne, så jeg glædede mig virkelig over at se Esterhazy blive introduceret på dansk. Dengang kunne ingen vide, at forfatterskabet – foreløbig! – ville kulminere med den store og vildt komplicerede roman ”Harmonia Cælestis” og dens bitre efterspil, der bare har titlen ”Revideret udgave” på dansk.
De to bøger og forholdet imellem dem udgør i sig selv et stykke europæisk ånds- og mentalitetshistorie. I den sidste halvdel af ”Harmonia Cælestis” fortæller Esterhazy episoder fra sit eget og sin nære families liv i det socialistiske Ungarn. Esterhazy’erne er ikke hvem som helst i det land – både den fyrstelige og den grevelige del af slægten har beklædt vigtige statsembeder og samlet store rigdomme i århundredernes løb, og komponisten Haydns velynder var en Esterhazy. Men i årene efter krigen var alle adelsprivilegier afskaffet, alle ejendomme konfiskeret, og forfatteren, hans familie og især hans elskede far måtte leve nærmest fra hånden og i munden. Sådan en historie, skrevet efter kommunismens fald, kunne i en mindre betydelig forfatters hånd være blevet en forudsigelig og selvretfærdig skildring, uden at ulykkernes realitet dermed skal bagatelliseres. Men Péter Esterhazy har, inden han når til den, brugt 400 sider på i det hele taget at dekonstruere begrebet ”slægtsroman” på en fuldstændig ny og frapperende måde. Først derefter kan han fortælle om det nærmeste – fragmentarisk og springende, men med en ny slags troværdighed.
Da ”Harmonia Cælestis” var udkommet og havde vakt berettiget opsigt i Europa, fik Péter Esterhazy adgang til de førhen lukkede arkiver for landets hemmelige politi. Dér fik han at vide, at den elskede far havde været meddeler eller ligefrem agent for statssikkerhedstjenesten. Om dét smertelige sammenstød mellem en gammel og en ny sandhed handler bogen ”Revideret udgave”, der består af korrektioner til romanen, og som er hjerteskærende læsning, når man har forhistorien med.
En anden stor roman – i to bind og på små 800 sider – er Péter Nádas’ ”Memoirernes bog”. Den er en labyrintisk tidskrønike fra halvfjerdserne… og halvtredserne… og fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Men det særegne ved den er dens utroligt tætte sammenvævning af det sansede og det fortællende; jeg har aldrig læst noget lignende, og det er dybt fascinerende. Det er et værk, der kræver sin læser – og sin oversætter. Men takket være Péter Eszterhás (og det tapre forlag!) har vi begge disse storværker, ”Harmonia Cælestis” (og dens skygge) og ”Memoirernes bog” i direkte oversættelse til dansk. Alene den bedrift kunne motivere en ærespris.
Men listen er betydeligt længere. Den omfatter også seks romaner af Imre Kertész, som Eszterhás begyndte at oversætte, længe inden Kertész fik nobelprisen i 2002. Måske kan nogen huske fra dengang, at da Det svenske Akademis sekretær kom ud ad døren og nævnte navnet, var der en journalist der råbte: ”Endelig!” – til nogen forbløffelse for sekretæren. I Akademiets begrundelse for Kertész’ nobelpris stod der for øvrigt, at den blev givet for værker, der ”opretholder individets skrøbelige erfaringer imod historiens barbariske vilkårlighed”. Det samme kan siges at være en rød tråd igennem de oversættelser, som Péter Eszterhás har valgt at påtage sig gennem årene. Ikke bare Kertész med hans fokusering på nazismens og stalinismens overgreb, men også dissidenten György Konrád og filosoffen Béla Hamvas, en spiritualist af en kaliber, der vanskeligt kan passes ind i danske læservaner, står på hans liste.
Eszterhás har ikke bare bragt bud til Danmark fra et land med en rig og spændende litterær kultur, men også fra en epoke, hvor Danmark og Ungarn lå på hver sin side af det hårde skel mellem øst og vest. Nu er Europa langsomt og ikke uden besvær ved at vokse sammen igen, og en uomgængelig forudsætning for den proces er, at vi bearbejder, men ikke glemmer, fortidens overgreb. Opstanden i Ungarn i 1956, som bragte Péter Eszterhás til Danmark, er nu blevet en del af en fælles, ikke opdelt historie – noget, som man er tilbøjelig til at glemme i det gamle Vesteuropa, og noget, som Eszterhás med sin indsats på smukkeste vis er med til at minde os om. Han har ikke glemt, og han giver ikke sine valgte landsmænd og -kvinder lov til at glemme. Det er måske ingen tilfældighed, at hans oversættervirksomhed begyndte netop på det tidspunkt, hvor socialismen begyndte at slå revner i Østeuropa. Nutiden var ved at tegne sig – men nutid uden fortid er nultid.
Der er endnu flere bøger på listen, som det kunne være spændende at tale om, men jeg må hellere lade være. Jeg må også hellere lade være med at tale om detaljer i Eszterhás’ oversættelser, for jeg forstår ikke ét ord ungarsk. Det er nu også alt nok for mig at vide, at de forskellige forfattere, jeg har læst i hans versioner, fremstår som forskellige personer med forskellig stil og profil. Det er et kvalitetstegn. Han har desuden et meget stort dansk ordforråd at øse af, og han øser med sikker hånd.
Den foreløbig sidste bog, som Péter Eszterhás har omsat til dansk, er ”Den hvide konge” af György Dragomán, et ungt stortalent i ungarsk litteratur. Bogen, der udkom sidste år, handler om et diktatur, oplevet fra barnehøjde – og dermed er der sluttet en slags ring, en forbindelse tilbage til Miklós Vámos’ ”Sangen har vinger”. Denne gang er diktatoren bare ikke Stalin, men Ceausescu; forfatteren boede i Rumænien, indtil han flyttede til Ungarn i nogenlunde samme alder, som Péter Eszterhás havde, da han kom til Danmark. Og til al overflod har György Dragomán et efternavn, som er et arabisk-tyrkisk-græsk ord, der betyder – oversætter. Det er næsten for mystisk til at være sandt.
Sandt er det dog i hvert fald, at en begejstret dansk anmelder af ”Den hvide konge” skrev om Péter Eszterhás: ”Giv snart den mand en medalje!” Sådan en har han faktisk fået for længst for sit oversætterarbejde, nemlig Den Ungarske Republiks kommandørkors; i dag er det Danmarks tur til at hædre ham – måske vil nogen råbe ”Endelig!” – ikke med en medalje, men med Dansk Oversætterforbunds Ærespris, og det er nu heller ikke så ringe.
Niels Brunse
Sidst opdateret af Søren Beltoft d. 02.03.09