Henrik Vibskov

Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design har i 2012 valgt at tildele et treårigt arbejdsstipendium til beklædningsdesigneren Henrik Vibskov.

16.5.2012
Foto: Nils Müller

Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Designs begrundelse for tildelingen:

Udvalget for Kunsthåndværk og Design ønsker at tildele Henrik Vibskov det treårige arbejdsstipendium for hans arbejde med beklædningsdesign.

I kunsthåndværk- og designverdenen skelnes der ofte skarpt imellem kreative eksperimenter og produkter til salg. I Henrik Vibskovs univers er det en og samme sag; det avantgardistiske og det umiddelbart brugbare forenes på forbilledlig vis.

Siden sin afgang i 2001 fra Central Saint Martins College of Art and Design i London har Vibskov i sine mere end 20 kollektioner gang på gang demonstreret den overlegenhed, hvormed han orkestrerer sine virkemidler. Han har en ganske særlig fornemmelse for sammenhængen mellem helhed og detalje. Hver eneste kollektion er en skøn blanding af kontraster; det er som om, han aldrig gør noget uden samtidig at gøre det modsatte, og resultatet er en til grænsen spændt mangfoldighed og variation. Klassiske silhuetter findes side om side med helt nytænkte. Sort, hvidt og gråt kontrasteres af stærke farver. Ensfarvet veksler med mønstret. Der skiftes hyppigt mellem stramt og løst – også inden for den enkelte beklædningsdel. Der leges muntert med både det etniske og det kønsspecifikke. Og det imponerende er, at det, der meget let kunne være endt som noget rod, simpelthen fungerer som en subtilt velkomponeret helhed – umiskendeligt Vibskov´sk.

Henrik Vibskov er med god grund kendt for sine spektakulære modeshows. Han udfordrer konsekvent den traditionelle og ofte lidt stive catwalk-form, de fleste designere blot underlægger sig. Med inspiration fra både installations- og scenekunsten bygger Vibskov et stemningsunivers op om hver kollektion, og alle hans shows vidner om et usædvanligt talent for at skabe visuelt stærke, men aldrig entydige billeder. Det er med hans shows som med tøjet: Man føler sig velkommen og vigtig som betragter og bruger. Man får lov at danne sig sine egne forestillinger, sine egne kombinationer, og det er ikke mindst denne åbenhed, der gør Vibskovs verden så tiltrækkende og tøjet så brugbart.

For mere information:
www.henrikvibskov.com

 

Siden er sidst opdateret: 22.9.2015

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)