Rune Glerup

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Klassisk Musik har i 2013 valgt at tildele et treårigt arbejdsstipendium til Rune Glerup.

26.4.2013

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Klassisk Musiks begrundelse for tildelingen:

Rune Glerup begyndte meget tidligt at komponere, og næsten lige så tidligt fandt han den røde tråd i sit kompositoriske projekt, som han siden har udforsket og udviklet, så han i dag fremstår som en af de mest personlige og originale komponister i sin generation. Hans musik er lyd - bare lyd. Hans musik er klang - bare klang. Hans musik er bare musik, for udgangspunktet er hele tiden, at lyd, klang og musik skal kunne tale for sig selv. At musikken er et sprog i sig selv, som ikke behøver at blive oversat til noget andet sprog. I arbejdet på at skabe denne abstrakte musik, hvor musikken alene er abstraherende, tog han fra starten af sin kompositoriske karriere udgangspunkt i den centraleuropæiske modernisme. I værker som ’objekts/décalages’ fra 2008 og ’dust encapsulated #2” fra 2009 - begge værker for mindre kammerensembler - bliver inspirationen og udgangspunktet indgangsvinkel til en egen kompositionsmetode, hvor han skaber musikalske objekter af kort varighed, og hvor hans overlegne evner for instrumentation og fine klangfornemmelse giver disse objekter en klar og enestående identitet. Objekterne gentages “ordret” igen og igen, men sættes imellem andre - ligeså prægnante – objekter, og gennem disse sammenstillinger, hvor lytteren hele tiden møder musikken fra en ny vinkel, får de enkelte objekter hele tiden helt nye betydninger. Pludselig er klangen, der bare er lyden, der bare er musik, blevet til en overvældende sammensat historie - en fornem skulptur i tid, man som lytter kan bevæge sig omkring og ind i. Det enkle bliver komplekst og det komplekse bliver enkelt på en fascinerende forfinet måde. I hans seneste værker – Klaverkoncerten (2010) og ’Examples of Dust’ (2012) for stort ensemble og elektronik - glider objekterne ind i større, sammensatte former, og lydens og klangens historier bliver tydeligere. Den store lydskulptur sættes i et større landskab af tid, og værkerne markerer samtidig en fortætning af Glerups originale univers.

I 2010 afsluttede Rune Glerup sine kompositionsstudier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med en debutkoncert i regi af ’London Sinfonietta’, hvorefter han fortsatte sine studier i Paris på IRCAM. Allerede inden debutkoncerten havde Rune Glerup markeret sig ikke bare nationalt, men også internationalt. Klaverkoncerten og “dust encapsulated #2” blev f.eks. præsenteret på Venedigbienalen i 2012, og ’Examples of Dust’ blev uropført af ’Ensemble Intercontemporain’ i Paris.

Med det treårige arbejdsstipendium ønsker vi at anerkende Rune Glerups originale talent og give ham mulighed for en fortsat fordybelse i - og udvikling af sine visioner.

Siden er sidst opdateret: 22.9.2015

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)