Rasmus Bregnhøi

Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design har i 2013 valgt at tildele et treårigt arbejdsstipendium til Rasmus Bregnhøi.

26.4.2013

Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Designs begrundelse for tildelingen:

Kunsthåndværk- og Designudvalget ønsker at tildele Rasmus Bregnhøi det treårige arbejdsstipendium for hans arbejde med illustration.

Rasmus Bregnhøi er i stadig udvikling. Med sikker fremdrift har han gennem de seneste år skabt sig en helt særlig plads blandt danske illustratorer. Han vælger oftest vejen væk fra det sikre. Lysten til at eksperimentere med udtryksmulighederne følger ham i alt hvad han laver – og med høj træfsikkerhed. Både børn og voksne kan med stort udbytte give sig hen til hans univers. Og der er mange, som kender Bregnhøis streg. Han er en gakket og alvorlig, vedkommende og ligefrem, underlig og… helt enestående illustrator.

Med mere end halvtreds udgivelser er han en af landets mest produktive børnebogsillustratorer. Mange børn får deres første kunstneriske oplevelse i selskab med Bregnhøi. Heldigvis, for hvordan skulle de ellers vide, at det er helt i orden at være til den sære side… også når man er voksen.

Rasmus Bregnhøi er bevidst om, hvem han kommunikerer med og tilpasser dygtigt sin streg til forskellige projekter og målgrupper. Især arbejdet med den grafiske novelle om livet på Vestbredden; "Nogen er under belejring" fra 2010, også forfattet af ham selv, er imponerende sikkert tænkt og udført. Det sort-hvide, lidt grove udtryk passer perfekt til indholdet.

Måske er det Bregnhøis største styrke, at hans repertoire er så stort og hans fornemmelse for at omsætte en fortælling til visuel kommunikation så sikker. I Bregnhøis visionære verden fletter alt sig sammen, øjensynlig ofte på må og få. Alle mulige og umulige detaljer breder sig ud over opslagene i frit flow. Selvom der ofte er kaos i Bregnhøis grafiske tegninger er de ikke i sig selv kaotiske. Han er ganske vist ikke bleg for at blande teknikker og udtryk, men styrer det blændende. Det myldrende, tætte er altid afbalanceret med tomhed – pausen mestrer han nemlig også til fulde. Illustrationerne til "Klodshassan", skrevet af Manu Sareen – eller til "Meget mærkelig morgen" og "De grimme børn" skrevet af Kim Fupz Aakeson er helt i særklasse. Bregnhøi brillerer i legen, i glæden, i gakketheden… men, og frem for alt, i ligefremheden. Alle kan være med og alle kan nyde Rasmus Bregnhøis finurlige univers.

Siden er sidst opdateret: 22.9.2015

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)