Claus Ejner

Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg har i 2013 valgt at tildele et treårigt arbejdsstipendium til Claus Ejner.

22. september 2015

Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalgs begrundelse for tildelingen:

Claus Ejners kunstneriske arbejde er kritisk, for ikke at sige brokvorent. Han afdækker med stor flid sit ubehag ved verden. Hans arbejde er på den anden side i lige så høj grad drevet af begejstring og fascination ved verden og tilværelsen i al almindelighed. Hans uhyre mangefaceterede oeuvre, som omfatter tegneserier, gouacher, fotografi, digte, kollager, tegninger, performance, video og ikke mindst en flittig blogvirksomhed og en stiliseret fremtræden på Facebook, giver en række spor af en personlighed, der mere ser det sublime i et bjerg af discountroulade end Mount Everest.

Claus Ejner prøver desperat og med stor flid at undslippe, vi er ikke helt klar over hvad, men det indebærer myndigheder og regler, det indebærer god smag, måske arbejde eller i hvert fald det at føle sig nyttig som f.eks. en hudlotion. På den anden side stirrer han fascineret på vejskilte, hundelorte, vinduer, gode tilbud i supermarkedet, opmåler forskellen på parkeringsbåse hos henholdsvis offentlige og private virksomheder i Vejle, funderer over hvordan det må være at være et håndklæde, der bliver vasket og hængt til tørre og over hvorfor samfundet er en så stor lort. Vi giver Claus Ejner det treårige arbejdsstipendium, fordi han ikke kan holde sin mund, og vi aldrig ved, hvad der kommer ud af den.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)