Trine Andersen / 75.000 kr.

Trine Andersen modtager en præmiering på 75.000 kr. for "Det ved vi ikke endnu".

I Trine Andersens otte noveller kommer vi vidt omkring, både geografisk og aldersmæssigt.
I En Eftermiddag følger vi en udsendt i et afrikansk land, der samler en ung afrikansk pige op i sin bil, og opdager, at det er hans egen tjenestepige. Han bestemmer sig for at følge hende helt hjem og overraskes, da han i hendes hytte finder en døende kvinde. I Jubilæum møder vi en hel flok midaldrende danskere, der hvert år tager en weekend på en svensk ødegård og lader al hverdag og alle hæmninger fare. Torveliv handler om en ældre, distræt mand, som på en ferie i Prag tror sig forladt af sin kone og tilbringer dagen med famlende at orientere sig i sin tilværelse på ny. I Frøer fra Himlen følger man en ung pige, der er indlagt på et afvænningshjem.

Fælles for alle samlingens noveller gælder det, at viljer og selvforståelser og betydninger glider roligt drejende som i en prisme. Ingenting ligger helt fast, alt er i udvikling, og man læser grebet, nysgerrigt, for trods stor klarhed er der noget næsten gådefuldt over novellerne. Man drives videre man vil vide besked. Og så er der det forløsende, at man faktisk får besked, om ikke andet så i kraft af Trine Andersens mestring af novellegenren. Genrens krav om fokus og stramhed er til fulde opfyldt. Novellernes forskelligheder vidner om et fortællermæssigt overskud. Der er intet uigennemtænkt eller afmægtigt over sammensætningen. Trine Andersen kender sine personer til bunds, og hendes stil er skarptskåren og klar og klog. Hun ved, hvad hun vil, og gør det.
I tilgift er der så mange detaljer at glæde sig over. Stemningsfuldhed og fine iagttagelser, som her i Torveliv: "skønt de ikke har foretaget sig noget, som ligger ud over hvad en almindelig turist foretager sig, har de sat en ære i ikke at følges med en gruppe."

"Det ved vi ikke endnu" er fornem novellekunst.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)