Line Depping / 25.000

Præmieringer / Kunsthåndværk og design

Line Depping, skuffemøblet i værkserien Wood Box Experience

Udvalgets begrundelse:

Ro på…!

Udvalget for Kunsthåndværk og Design har valgt at præmiere møbeldesigneren Line Depping for skuffemøblet i værkserien Wood Box Experience, der blev udstillet på Snedkernes Efterårsudstilling 2013 - Opbevaring på Designmuseum Danmark.

I første omgang vil mange besøgende nok gå forbi uden at kigge, for værkserien er meget langt fra det højtråbende og spektakulære. Men stopper man op og lader blikket glide hen over Deppings værker, vil man opleve en magtfuld, stille, øvelse i materialebrug, funktion og skønhed.

Wood Box Experience består af fem mindre æsker i dampbøjet ask. Tre af disse er stablet i højden som et skuffemøbel. De kan skubbes tilbage og afsløre indholdet i skuffen nedenunder. Depping har her skabt en helt uformel version af kommoden - uden skinner, beslag eller knopper. Udvalget finder Deppings løsning enestående i sin enkelhed og i sin begavede eliminering af overflødige materialer.

Depping skriver selv om sit værk: „Wood Box Experience er en uformel møbeltype, der har evnen til at snige sig ind mange steder til opsamling af kaos, til orden eller fine samlinger…“

Formsproget er tydeligt inspireret af traditionelle skandinaviske opbevaringsskrin, tejner. Men enhver folkloristisk accent er med stor sikkerhed fjernet. Resultatet er et præcist nordisk udtryk – helt uden birkebark.

Den håndværksmæssige side er ligeledes i orden. Alle samlinger er smukt tilpasset hinanden. Brugeren fornemmer, hvordan Depping har ladet træets fysiske muligheder være udslagsgivende for det endelige design. Det er mesterligt reduktionistisk design med stor materialefornemmelse.

Depping har gennem længere tid arbejdet med dampbøjet træ. Dette arbejde bærer nu frugt på fornemmeste vis.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)