Nikoline Liv Andersen / 50.000

Præmieringer / Kunsthåndværk og design

Nikoline Liv Andersen: Dansen med det døvstumme øje. Foto: Nicky de Silva

Udvalgets begrundelse:

Materialernes mester

Udvalget for Kunsthåndværk og Design ønsker at præmiere Nikoline Liv Andersen for værket ”Dansen med det døvstumme øje”, vist på udstillingen ”Rokokomania” på Designmuseum Danmark og på udstillingen ”Langsomt siver det gennem mine hænder” på Horsens Kunstmuseum.

Her gik vi og troede, at sugerør var noget, vi som børn drak rød sodavand af flasken med. Tak til Nikoline Liv Andersen for at bringe os ud af den vildfarelse og for med sine fantastiske sugerørskjoler at ryste os lige den smule i vores grundvold, som vi i udvalget holder så meget af. Vi ved det jo egentlig godt: Mulighederne er uendelige….men vi vil alligevel så gerne mindes om det igen og igen og eksponeres for værker, der får os til at se verden med helt friske knapt så kasseformede øjne. 

I udvalget for Kunsthåndværk og Design er vi især begejstrede for den måde Nikoline Liv Andersen omgås materialerne. Èn ting er at få den ide at sy kjoler af sugerør; noget andet er at gennemføre den så virtuost og overbevisende, som Nikoline Liv Andersen formår. Hun udnytter og undersøger sugerørenes muligheder til fulde, og man forbløffes over så forskellige udtryk, hun kan opnå med dette umiddelbart ret ufleksible materiale: Fra det skulpturelt konstruerede og skarptskårne til det dynamisk flagrende; fra det aggressivt strittende til det bløde og fjeragtige; fra det tunge og dystre til det lette og elegante. Hvem skulle have troet, at sugerør til fulde kan konkurrere med perler og pailletter.

Nikoline Liv Andersen er uddannet beklædningsdesigner, men det er særligt i arbejdet med materialerne, hun er en sand mester. Hun har en formidabel stoflig fornemmelse som ikke kun kan ses i sugerørskreationerne men også i de mere traditionelle tekstile beklædningsstykker i værket ”Dansen med det døvstumme øje”. Den pelsjakke, som en af de tre mannequinmodeller bærer, er et bombardement af farver og materialitet - sublim tekstilkunst simpelthen. Dekadent og elegant. Moderne og alligevel tydeligt i familie med de overdådigt flotte gamle tekstiler på udstillingen Rokokomania. Nikoline Liv Andersens beklædningsobjekter er fuldt på højde med de bedste ting fra Designmuseets gemmer.

 


 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)