Lene Wolters / 50.000

Præmieringer / Kunsthåndværk og design

Udvalgets begrundelse:

Vølven Wolters

Udvalget for Kunsthåndværk og Design ønsker at præmiere Lene Wolters for smykkeud-stillingen ”Voluspá – fortællinger fra det nordiske testamente” i Galleri Goldfingers.

Lene Wolters har med usædvanlig god fornemmelse for ånden i ”Vølvens spådom” omsat udvalgte vers fra den gamle islandske saga til en serie fantastiske smykker. Detaljerigdommen og kraftfuldheden er så stor, at man fuldstændig overvældes, selvom udstillingens objekter alle er ganske små.

Hvert af de 12 smykker - 10 halssmykker, en broche og en ring - er en verden at gå på opdagelse i. Den håndværksmæssige standard er uovertruffen, men også evnen til at orkestrere virkemidlerne. Hvert eneste smykke er et bombardement af materialer, former og fortællinger, som det kræver et særligt talent at styre så sikkert. Der er et stærkt hierarki i hvert eneste smykke og en stramhed, som holder alting på plads. Alle smykker er gennemarbejdede i en grad, så det ikke giver mening at tale om forsider og bagsider.

Der balanceres fint imellem det figurative og det abstrakte – man fornemmer Fenrisulven i de strittende metalpigge, som dækker overfladen på smykket ”Solens tyv”, men det er netop en fornemmelse mere end en konkret visualisering af Fenrisulven. Hatten af for Lene Wolters’ fornemmelse for drama.

De 12 smykker er udstillet i hver sin velsnedkererede, sorte træboks. Disse ”smykkeskrin” gør det samlede indtryk stærkt og roligt og danner samtidig en perfekt ramme om hvert smykke. Et rigtig godt greb, der på én gang samler og adskiller. Man forstår koblingen til de vers, der er fint integreret i hver enkelt udstillingsboks, men teksten er faktisk ikke afgørende. Smykkerne har tilstrækkelig styrke til, at de kan fungere uden de vers, de er udsprunget af – de har nærmest gjort sig fri af teksten, hvilket må betragtes som noget af en bedrift i betragtning af, hvor kunstnerisk suggestivt udgangspunktet er.

Endnu en ting som karakteriserer denne udstilling, er en særegen fornemmelse af at være uden for tid. På en måde er værkernes udtryk klassisk, på en måde helt moderne, nogle nærmest science-fiction- eller fantasy-agtige…Måske er de bare umiskendeligt Lene Wolters-agtige: Hun er en original og stærk fortolker med sit helt eget sprog.

 

 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)