Kunstfond præmierer scenekunstens skabende kræfter

Statens Kunstfond præmierer fire stærke fortællinger og et ungt talent, der har markeret sig på ganske særlig vis i 2016.

5.1.2017
Twin Peaks har stærke historier om konsekvenserne af de valg, vi tager - eller ikke tager - i livet. Foto: Søren Meisner.

2016 var et godt år for dansk scenekunst både lokalt og nationalt. Statens Kunstfond løfter sløret for de værker, legatudvalget har valgt at præmiere.

Formand for Legatudvalget for Scenekunst Maj-Britt Mathiesen udtaler:

”Vi har i år valgt kunstnere og forestillinger, der taler til og ind i vores samtid. Kunstnere, der udvikler og udfordrer scenekunsten samtidig med, at de formidler stærke fortællinger på allerhøjeste kunstneriske niveau og engagerer deres publikum. Vi har i år valgt at hædre de udøvende skabende kræfter.” 

Legatudvalget for Scenekunst præmierer følgende forestillinger og scenekunstnere i 2016:

TWIN PEAKS

Holdet bag forestillingen Twin Peaks produceret af Fix & Foxy og Odsherred Teater:

  • Fix & Foxy ved Tue Biering og Jeppe Kristensen med 20.000 kr. hver for koncept og iscenesættelse
  • Henrik Ipsen med 25.000 kr. for co-instruktion og rekruttering
  • Marie Rosendahl Chemnitz med 25.000 kr. for scenografi

Udvalgets begrundelse:
”Forestillingen Twin Peaks er et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem Fix & Foxy og Odsherred Teater. Tv-serien af samme navn danner rammen om fortællingen, som frem for at udspille sig i USA udspiller sig i Odsherred. Af og med lokalbefolkningen. Fremragende iscenesat af Fix & Foxy og Henrik Ipsen & co. Stærke historier om konsekvenserne af de valg, vi tager - eller ikke tager - i livet, udspiller sig for øjnene af en under de mest intime omstændigheder i de medvirkendes egne private rammer...”.

Læs den fulde begrundelse for præmieringerne her

UNGT TALENT

  • Instruktør og teaterleder Henrik Grimbäck med 30.000 kr.

Udvalgets begrundelse:
”Den nyuddannede sceneinstruktør Henrik Grimbäck har på kort tid gjort sig bemærket med sine modige og originale forestillinger. I foråret skabte han debat allerede før premieren på Sort/Hvids forestilling Martyrmuseum - en ensembleforestilling, der forsøgte at finde svar på, hvorfor nogle mennesker går i døden for det, de tror på…”.

Læs den fulde begrundelse for præmieringen her

LIVING DEAD

Holdet bag forestillingen Living Dead produceret af S/H og Aarhus Teater:

  • Christian Lollike med 30.000 kr. for tekst og instruktion
  • Medskabende skuespillere: Özlem Saglanmak, Maria Rich og Morten Burian med 20.000 kr. hver

Udvalgets begrundelse:
”Living Dead er en modig, original forestilling fuld af brutalitet, følsomhed og dilemmaer. Christian Lollike skaber en forestilling om nutidens flygtningekrise og verdens handlingslammelse - med et bragende kunstnerisk hold samt en stram og stærk instruktion, man sent vil glemme…”.

Læs den fulde begrundelse for præmieringerne her

STØV

Ensemblet bag forestillingen Støv produceret af teatret Sew Flunk Fury Wit:

  • Svend E. Kristensen med 30.000 kr. som skuespiller og dukkemager
  • Jesper Pedersen med 20.000 kr. for instruktion
  • Nina Sveistrup Clausen med 20.000 kr. som medskabende sanger og skuespiller
  • Neill Cardinal Furio med 20.000 kr. som tekstforfatter

Udvalgets begrundelse:
”...Med Svend E. Kristensens uforglemmelige dukker, Jesper Pedersens magiske scenefortælling, Nina Sveistrup Clausens atmosfæriske sangunivers og Neill Cardinal Furios poetiske tekster har teatergruppen Sew Flunk Fury Wit skabt et visuelt og gennemmusikalsk univers, hvor en samling menneskeskæbner vækkes til live for at fortælle om deres sidste dage”.

Læs den fulde begrundelse for præmieringerne her

MIN FAR OG VREDE MAND

Ensemblet bag forestillingen Min far og vrede Mand produceret af teatergrupperne ZeBu og SAUM:

  • Marc van der Velden med 20.000 kr. for idéudvikling og instruktion
  • Ingeborg Fangel Mo med 20.000 kr. for idéudvikling og sang
  • Steingrimur Rohloff med 20.000 kr. for komposition af musik
  • Jens Søndergaard 20.000 kr. som medskabende sanger
  • Lene Hummelshøj 20.000 kr. som medskabende dukkespiller

Udvalgets begrundelse:
”En gribende fortælling for børn, som på betagende vis tager jordnært livtag med et vigtigt og alvorligt emne set ud fra barnets perspektiv. Balancerende på kanten af følelser og farlighed, men samtidig med plads til lyset og håbet, er Min far og Vrede mænd en stærk og bevægende nykomponeret opera for børn…”.

Læs den fulde begrundelse for præmieringerne her

Fakta om præmieringer

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst præmierer hvert år et antal værker, der betyder noget ganske særligt for dansk scenekunst. Man kan ikke ansøge om at blive præmieret, og udvalget vælger frit mellem de forestillinger, som efter udvalgets vurdering fortjener et økonomisk skulderklap.

Ansøgningsfrist til arbejdslegater og -stipendier for skabende kunstnere inden for scenekunstområdet er den 1. marts 2017.

Læs mere om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst her 

Yderligere oplysninger

Konsulent Leila Munk-Jensen, Statens Kunstfond, tlf.: 33 74 45 19
Presserådgiver Sune Blicher, Statens Kunstfond, tlf.: 33 74 45 62

Siden er sidst opdateret: 5.1.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)