Dansk scenekunst til Japan, Burkina Faso og Sydafrika

Statens Kunstfond har uddelt næsten tre millioner kroner til styrket internationalisering af dansk scenekunst. Der tegner sig en sprudlende mangfoldighed af projekter, siger formanden for Projektstøtteudvalget for Scenekunst.

24. august 2016
Åben Dans har fået tilskud til at turnere i Japan i sommeren 2017 med børneforestillingen IGEN. Fotograf: Ditte Valente.

Ved den seneste uddeling har Projektstøtteudvalget for Scenekunst valgt at understøtte den stigende internationalisering af dansk scenekunst. Det sker især i form af residensophold, netværksaktiviteter og udveksling af gæstespil mellem Danmark og udlandet. En række danske kompagnier rejser ud i verden med deres forestillinger, og turen går både til Japan, Burkina Faso og Sydafrika. 

Ditte Maria Bjerg, formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, siger:  

”Det er særligt vigtigt, at internationale gæstespil af høj kunstnerisk kvalitet når bredt ud i hele Danmark, og at danske kompagnier får mulighed for at rejse ud i verden med deres bedste forestillinger - til gensidig inspiration og med langsigtet netværksskabelse og fremtidige co-produktioner for øje.”

Japan i Aarhus

Blandt de støttede projekter får Aarhus Festuge tilskud til at præsentere to nyskabende forestillinger fra Japan: Hatsune Mikus The End og Avidyas No Light Inn. Forestillingerne placerer sig i et spændende, interdisciplinært krydsfelt mellem live performance, digital kunst og animation.

Stærk dansk deltagelse på Tanzmesse og CINARS

Ikke færre end 28 danske kompagnier deltager på årets Tanzmesse i Düsseldorf i august, mens 10 kompagnier modtager støtte til at deltage i præsentationen af dansk scenekunst i Montreal til november.

Om uddelingen

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har modtaget i alt 127 ansøgninger i puljen til Internationale Aktiviteter og uddelt 2.864.000 kr. til 55 projekter.

Udvalget består af Ditte Maria Bjerg (formand), Mikael Fock, Geir Sveaass, Sara Topsøe-Jensen og Kasper Daugaard Poulsen. 

Se tildelingerne her

Næste ansøgningsfrist er d. 1. november 2016.

Yderligere oplysninger

Maiken Tandgaard Derno, specialkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, mtd@remove-this.slks.dk, tlf. +45 33 74 45 09
Marie Futtrup, presserådgiver, mfu@remove-this.kum.dk, tlf. +45 41 39 38 95

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)