Ny struktur for tilskud til amatørmusik i Danmark

Statens Kunstfond har besluttet at samle tilskudsordningerne for amatørmusikken. I fremtiden bliver alle midler uddelt af Statens Kunstfond. Ambitionen er at styrke gennemskueligheden og gøre det nemmere for ansøgere.

24. august 2016

Beslutningen om den nye tilskudsstruktur indebærer, at alle midler, der går til amatørmusikområdet, fremover uddeles fra én pulje, som administreres direkte af Statens Kunstfond. Tidligere har en del af tilskudsordningerne til amatørmusik været udlagt til Dansk Amatørmusik, DAM.

”Amatørmusikken er en vigtig del af dansk kulturliv. Det frivillige musikalske engagement understøtter gode og engagerede menneskelige fællesskaber og fungerer samtidig som en vigtig fødekæde og samarbejdspartner for det professionelle musikliv. I musikudvalget glæder vi os til fremover at få bedre muligheder for at støtte og styrke kvalitet og mangfoldighed inden for alle amatørmusikkens genrer i hele landet”, siger Bente Dahl, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, og fortsætter:

”Tilskudsstrukturen har i mange år været uigennemskuelig pga. alt for mange puljer og mellemled. Nu samler vi tilskudsordninger – og det vil forhåbentligt gøre det nemmere for musikmiljøet at søge om økonomisk støtte til amatørmusik.”

Den fremtidige støtte til amatørmusikken vil være rettet mod aktiviteter samt den professionelle administration, der knytter sig til at gennemføre disse aktiviteter. Beslutningen forventes at give mere gennemskuelighed i tilskudsuddelingen, og Statens Kunstfond regner derfor med i de kommende år at få et solidt grundlag for at videreudvikle støttestrukturen på amatørmusikområdet yderligere.

Alle landsdækkende organisationer og foreninger samt arrangører af landsdækkende aktiviteter på amatørmusikområdet vil kunne søge puljen. Puljen får ansøgningsfrist én gang årligt, første gang den 15. august 2016, hvor der kan søges om tilskud til aktiviteter i 2017.

Yderligere oplysninger
Chefkonsulent Jan Ole Traasdahl, jot@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 42
Presserådgiver Sune Blicher, sub@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 62

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)