Forfatterarrangementer er i høj kurs – i hele Danmark

05. januar 2016
Statens Kunstfonds pulje Forfattercentrum, der giver tilskud til oplæsningsarrangementer, er vokset i popularitet de seneste år. En af de forfattere, som kommer rundt i hele landet for at læse op og fortælle om sit forfatterskab, er den populære forfatter Kim Leine. Foto: Robin Skjoldborg.

Forfattere som Lone Hørslev, Kim Leine, Jens Andersen og Stine Pilgaard er i høj kurs – ikke kun hos dedikerede litteraturelskere, men også hos de mange danskere, der gerne vil se og høre forfatterne live. For danskerne strømmer til oplæsningsarrangementer – på biblioteker, i forsamlingshusene og i de lokale boghandler.

Oplæsningsarrangementer med danske forfattere og oversættere er nu blevet så populære, at antallet af ansøgere, der søger om tilskud hos Statens Kunstfond, er fordoblet fra 2009 til 2015. Samtidig er antallet af afholdte arrangementer steget fra 331 arrangementer i 2009 til 569 i 2015. Af samme grund er midlerne i Forfattercentrum blevet mere end fordoblet siden puljens oprettelse i 2009. I alt 3,5 mio. kr. blev uddelt i 2015.

Hele Danmark får gavn af støttemidlerne
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur har, siden det tiltrådte i 2014, været stærkt optaget af, at støtten fra Forfattercentrum blev spredt ud til hele landet. Den indsats har båret frugt. I dag gives 69 procent af midlerne fra Puljen Forfattercentrum til arrangementer, der finder sted uden for hovedstadsområdet. Der er tale om en stigning fra 64 procent i 2014 og 56 procent i 2013.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur Thomas Harder udtaler:
”Med Forfattecentrum er vi med til skabe mulighed for, at borgere rundt om i landet får lejlighed til at høre dansk litteratur læst op. Vi ser med stor tilfredshed på, at vi er lykkedes med at få spredt støtten til hele Danmark. På den måde kan vi sikre, at danskerne, uanset hvor i landet de bor, får mulighed for at møde litteraturen.”

Fakta om Forfattercentrum

  • Arrangører af oplæsningsarrangementer kan søge om støtte til honorar a 4-5.000 kr. til danske forfattere eller oversættere, som præsenterer egne værker.
  • Forfattercentrumpuljen er steget fra 1,6 mio. kr. i 2009 til 3,5 mio. kr. i 2015.
  • Antallet af ansøgere er fordoblet fra 423 i 2009 til 888 i 2015.
  • I 2009 blev der afholdt 331 arrangementer; i 2015 blev der afholdt 569.
  • I 2013 blev 56 procent af støtten givet til arrangementer uden for Region Hovedstaden. I 2014 var tallet 64 procent, og i 2015 er tallet 69 procent.

Læs mere om Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur

Yderligere oplysninger
Sune Blicher, presserådgiver, Kulturstyrelsen, sub@kulturstyrelsen.dk, tlf.: 33 74 45 62
Jannie Nielsen, konsulent, Kulturstyrelsen, jzn@kulturstyrelsen.dk, tlf.: 33 73 33 73

 

 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)