Statens Kunstfond uddeler 42 rejselegater

Statens Kunstfond har netop uddelt 42 rejselegater til danske forfattere, oversættere og illustratorer. Rejselegaterne er afgørende for mangfoldigheden i dansk litteratur, mener formanden for Projektstøtteudvalget for Litteratur.

23. august 2016
Danske forfattere, oversættere og illustratorer rejser flittigt ud i verden: fra Jomfruøerne til Japan; fra Israel til Island. USA er den mest populære destination blandt de danske forfattere, men også Rusland, Italien og Grækenland står højt på listen.

Dansk litteratur er rig af eksempler på forfattere, der har hentet inspiration på udlandsrejser: H.C. Andersen, Tom Kristensen eller Thorkild Hansens værker havde ikke været de samme, hvis ikke de havde rejst uden for landets grænser. Inspiration udefra er for mange kunstnere selve forudsætningen for at kunne skabe kunst.

Derfor uddeler Statens Kunstfond to gange om året rejselegater til skabende kunstnere inden for litteraturområdet.

Ved Projektstøtteudvalget for Litteraturs netop overståede forårsuddeling blev ikke færre end 42 danske forfattere sendt ud i verden for i alt 706.000 kr.

Det betyder, at Svend Aage Madsen nu er på vej til Australien, at Jakob Vedelsby skal med Rane Willerslev på researchtur til Rusland og at Astrid Saalbach rejser til Grønland.

Thomas Harder, formand for Projektstøtteudvalget for Litteratur, siger:

”At få mulighed for at rejse ud i verden kan gøre en enorm forskel for den enkeltes kunstneriske virke. Mange af de værker, vi hylder i dag, ville ikke være blevet til, hvis forfatteren ikke havde samlet indtryk og inspiration udefra. Det samme gør sig i øvrigt gældende for illustratorerne og oversætterne. Ved at uddele rejselegater bidrager vi til en mere mangfoldig dansk litteratur.”

Fakta om rejselegater fra Statens Kunstfond
Rejselegaterne fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg kan søges af skabende kunstnere inden for litteraturområdet – forfattere, digtere, oversættere, tegneserieskabere og illustratorer – og er til for at fremme disses kunstneriske arbejde ved at give mulighed for research og inspiration.

Læs mere om rejselegater fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur

Tal for Projektstøtteudvalgets forårsuddeling 2016
Projektstøtteudvalget har en række ordninger og initiativer, der støtter dansk litteraturs veje ud i verden. Ved Projektstøtteudvalget seneste uddeling blev der i alt uddelt 3,3 mio. kr. til internationalt rettede formål.

• 706.000 kr. i rejselegater til skabende kunstnere inden for litteraturområdet.
• 1,6 mio. kr. i produktions- og oversættelsesstøtte til danske værker til udenlandsk og 954.000 kr. til oversættelse af udenlandske værker til dansk.
• 275.500 kr. i støtte til litterære arrangementer og markedsføring af dansk litteratur i udlandet.
• 481.000 kr. i støtte til danske og udenlandske forfatteres rejseaktiviteter i forbindelse med promovering af egne værker.
• 265.000 kr. i støtte til prøveoversættelser af uddrag af danske værker.
• På vegne af Nordisk Ministerråd har udvalget bevilliget 193.000 kr. i støtte til oversættelsen af værker inden for det nordiske sprogområde.

Yderligere oplysninger
Marie Futtrup, presserådgiver, mfu@remove-this.kum.dk, tlf.: +45 4139 3895
Marie Husted Dam, udvalgssekretær; mhd@remove-this.slks.dk, tlf.:+45 3374 5076

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)