Statens Kunstfond støtter kulturen på Læsø

Der er liv i Læsø på den kunstneriske front. Læsø Kunsthal står bag både litteraturfestival og samtidskunstudstillinger – og Statens Kunstfond støtter begge dele.

1.7.2016
Læsø Kunsthal 2016, (foto: Jon Eirik Lundberg).
Læsø Kunsthal 2016, (foto: Jon Eirik Lundberg).

Læsø Litteraturfestival løber af stablen d. 15.-16. juli 2016. På plakaten finder man forfatterne Audun Mortensen (NO), Per Thörn (SE), Nikolaj Stochholm (DK) og Susanne Jorn (DK), og i år afprøves nye greb for at placere litteraturen som en selvfølgelig del af Læsøs lokalsamfund.

Litteraturfestivalen 2016 er blevet tildelt 40.000 kr. af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Derudover har Statens Kunstfond Projektstøtteudvalg for Billedkunst netop bevilget 80.000 kr. til en udstilling, der ligeledes arrangeres af Læsø Kunsthal. Her vil fem skandinaviske kunstnere skabe stedsspecifikke værker til landskabet i det nordøstlige Læsø.

Hver især vil kunstnerne opholde sig på øen og anvende hver deres metode og formsprog i fortolkningen af øens landskab og kulturhistorie. Processen og den efterfølgende udstilling er kurateret af Nina Wöhlk, og værkerne bliver produceret og vist som en del af Læsø Kunsthals udstillingsprogram i sommeren 2017.

Udstillingen er den første i en række af tre udstillinger, som over de næste tre år vil lade samtidskunstnere undersøge det stedsspecifikke på Læsø. De udstillende kunstnere er: Ursula Nistrup (DK), Amalie Smith (DK), Jacob Jessen (DK), Astrid Svangren (SE) og Else Leirvik (NO).

Bidrager til lokalt demokrati og sammenhængskraft

Leder af Læsø Kunsthal Jon Eirik Lundberg, som oprindeligt er fra Norge og har baggrund som forfatter, musiker og filosof, siger:
”Arbejdet med udstillingerne begynder med noget stedspecifikt, og udvikler sig derfra i tæt samarbejde med kunstnere og kuratorer. Hvert udstillingsprojekt tilfører kunsthallen ny viden, nye ideer og nye samarbejdspartnere, som til sammen krystalliserer det næste projekt. Derudover arbejder vi også aktivt i det litterære felt. Litteraturfestivalen udgør en litterær invitation til udstillingerne, ligesom udstillingerne giver en særlig kontekst til festivalen.”

”På den måde søger vi at styrke båndet mellem kunsten, litteraturen og det sociale liv i samfundet omkring kunsthallen. Det gør vi ud i fra en tese om, at kunsten bidrager til samfundet med en type refleksion, der er gavnlig i bred forstand. Vi tror, at dette bidrager positivt til lokalt demokrati og social sammenhængskraft. Ud over de konkrete beløb til de to projekter, ligger der en stor hjælp i den anerkendelse, Statens Kunstfond viser os gennem tildelingerne,” afslutter Jon Eirik Lundberg.

Statens Kunstfond har fokus på provinsen
”I Statens Kunstfond er det vores ambition, at samtidskunsten skal nå alle borgere i Danmark. Der er dele af Danmark, hvor der er langt til de større kunstinstitutioner, og her kan det få stor betydning, hvis lokale ildsjæle og kulturelle iværksættere, der evner at orientere sig på en kunstscene, kan sammensætte udstillinger og andre kunstneriske begivenheder af høj kvalitet. På Læsø er det lykkedes med både kunstudstillingen og litteraturfestivalen, og vi er glade for at kunne støtte begge dele,” siger Gitte Ørskou, bestyrelsesformand og formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Om Læsø Kunsthal
Læsø Kunsthal er en selvejende institution med udstillingslokaler i en ældre industribygning.
Kunsthallen arrangerer en række festivaller, udstillinger og koncerter, der ud over et fokus på Læsø ofte har det fællesnordiske som tema, hvilket udspringer af Læsøs geografiske placering midt imellem Danmark, Norge og Sverige.

Læs mere om Læsø Kunsthal

Støtten fra billedkunstudvalget er givet fra puljen Produktion, Udstilling og Formidling

Støtten fra litteraturudvalget er givet fra puljen De Generelle Midler

Yderligere information

Sune Blicher, presserådgiver i Slots- og Kulturstyrelsen, sub@remove-this.kum.dk, tlf.: 33 74 45 62
Marie Husted Dam, konsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, mhd@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 50 76
Theis Petersen, konsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, tpe@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 34

Siden er sidst opdateret: 23.8.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)