MINDCRAFT17 giver tiden form i Milano

13.3.2017

Tid er temaet, når Henrik Vibskov iscenesætter værker af 18 udvalgte danske kunsthåndværkere og designere ved MINDCRAFT17 i Milano

'Starting All Over Again' af Marianne Eriksen Scott-Hansen og 'Plinth' af Emil Krøyer & Mads Sætter-Lassen. Foto: MINDCRAFT / jeppegudmundsen.com
'Starting All Over Again' af Marianne Eriksen Scott-Hansen og 'Plinth' af Emil Krøyer & Mads Sætter-Lassen. Foto: MINDCRAFT / jeppegudmundsen.com

Inspirationen til årets tema for MINDCRAFT-udstillingen kommer ifølge kurator og designer Henrik Vibskov direkte fra de historiske rammer for udstillingen, klostret San Simpliciano, hvor netop tiden skaber en klar struktur og rytme i livet.

Kurator Henrik Vibskov fortæller om sine overvejelser for årets tema:

"Tiden er meget nærværende på udstillingsstedet. Det fremstår både som en smuk, hengemt tidslomme i en hektisk by og samtidig mærker man stedets rytme og atmosfære, som ændrer sig i takt med dagens lys. Samtidig er tid noget vi afstemmer vores hverdag og verden efter på mange planer. Fra de mikroskopiske og små håndgribelige ting til den store uforståelige uendelighed - så der er nok at tage fat i for deltagerne. Nogle af dem forholder sig til teamet gennem den måde hvorpå et materiale patineres og skifter farve over tid. Andre tager fat i det sociale element i et bestemt tidspunkt på dagen. Det kan være eftermiddagens befriende kaffe-kagetid eller det punkt hvor nat bliver til dag, udtrykt som et poetisk fysisk skæringspunkt i et møbel."

Med tid som tema undersøger de 18 udvalgte kunsthåndværkere og designere på MINDCRAFT17, hvordan tid kan være med til at forklare menneskets grundlæggende måde at fungere på og hvordan tid influerer på den skabende proces - fra tørretiden på en keramisk glasur til overvejelser om, hvornår eller hvor længe et objekt bliver brugt. Deltagerne er blevet stillet til opgave at forholde sig til og fortolke et specifikt tidsrum eller et særligt tidspunkt på dagen i deres bidrag til udstillingen.

Deltagernes værker kurateres og iscenesættes af Henrik Vibskov, og udstillingen kan ses i Milano den 4. - 9. april. Henrik Vibskov har opnået international anerkendelse for sit unikke og konceptuelle designunivers og sin spektakulære evne til at iscenesætte og formidle design på en helt ny måde, både når det gælder modeshows, scenografi og kostumer. Henrik Vibskov har tidligere selv været blandt de udvalgte udstillere på MINDCRAFT, og var derfor et oplagt valg til kurator for Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design.

"Det er afgørende for Statens Kunstfond at dansk kunsthåndværk og design markerer sig stærkt ved designugen i Milano. Med MINDCRAFT sikrer vi en unik platform, der viser de aktuelle bevægelser og spændvidden inden for dansk kunsthåndværk og design lige nu. Kurator Henrik Vibskov har udvalgt nogle af de bedste danske kunsthåndværkere og designere med et enormt potentiale, som vi gerne vil præsentere for det internationale publikum på en af verdens vigtigste designscener", siger Astrid Krogh, der er formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design

Siden 2008 har MINDCRAFT-udstillingerne årligt vist helt nye værker af nogle af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere under designugen i Milano. I år er det således tiende gang Statens Kunstfond præsenterer den internationale designscene for nogle af Danmarks største talenter inden for design og kunsthåndværk.

Se mere
Se hjemmesiden www.mindcraftexhibition.com
Læs mere om årets designere og venue her 
Følg Mindcraft på Facebook

#mindcraft17

MINDCRAFT17
Chiostro Minore di San Simpliciano
Piazza Paolo VI 6
20121 Milano

4. - 9. april 2017
Tirsdag kl. 11-23
Onsdag-lørdag kl. 11-21
Søndag kl. 11-17

Om MINDCRAFT

MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under den årlige designuge i Milano. MINDCRAFT-udstillingen blev første gang vist i 2008, og dermed bliver dette års udgave den 10. i rækken af udstillinger, der er blevet en veletableret og eftertragtet international platform for dansk kunsthåndværk og design.

Formålet med MINDCRAFT er at profilere dansk kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og andre fagfolk på området.

Flere tidligere deltagere er blevet spottet af toneangivende producenter og har fået deres MINDCRAFT-værk sat i produktion. Det gælder blandt andre italienske Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, HAY, Muuto, Menu, Skagerak og Gubi. Andre har solgt værker til private samlere eller etableret nye samarbejder med gallerier i New York, London og Paris.

MINDCRAFT vandt i 2015 blev udstillingen hædret med både en Milano Design Award og en German Design Award og i 2008 blev den hædret med en Best of 100 % Design Award.

Yderligere oplysninger og presse
Bo Kolbye, konsulent i Slots- og Kulturstyrelsen, bko@slks.dk, tlf.: 33 74 55 42

MINDCRAFT tilhører Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, og udstillingerne organiseres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Siden er sidst opdateret: 14.3.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)