159 kunsthåndværkere og designere får arbejdslegater

Statens Kunstfonds arbejdslegater til kunsthåndværkere og designere er netop blevet uddelt. Møbel- og produktdesigneren Chris Liljenberg Halstrøm og keramikeren Mariko Waka modtager begge et treårigt arbejdslegat.

30.5.2017
Værk af keramikeren Mariko Wada, der modtager et treårigt arbejdslegat i år. Foto:Ole Akhøj.

Statens Kunstfond modtog i år 383 ansøgninger til arbejdslegater inden for kunsthåndværk og design. Af de 383 ansøgninger har Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design netop meddelt 159 kunsthåndværkere og designere, at de har modtager et arbejdslegat. 

Formand for Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design Bente Skjøttgaard siger:

”Det har rigtig stor betydning for dansk kunsthåndværk og design, at der hvert år gives en saltvandsindsprøjtning i form af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. For den enkelte modtager betyder det tid til fordybelse i den kunstneriske udviklingsproces, og måske er det lige netop den anerkendelse, der skal til for, at man tør satse nyt og stort. På den måde er Statens Kunstfond med til at sikre den høje kvalitet, der i årtier har kendetegnet dansk kunsthåndværk og design, og som Danmark er verdensberømt for”.

To ansøgere får treårigt legat

Ud af de 159 arbejdslegater er to tildelt som treårige arbejdslegater til henholdsvis møbel- og produktdesigner Chris Liljenberg Halstrøm og keramiker Mariko Wada. 

Legatudvalget siger følgende om modtagerne af de treårige arbejdslegater: 

Legatudvalget siger om Chris Liljenberg Halstrøm

”Med en naturlig sans for form og materiale fremstår hendes arbejder altid enkle og ærlige. Hun demonstrerer tydeligt sine dansk-svenske rødder igennem en minimalistisk designtilgang og stærke kombinationer af favoritmaterialerne træ, uld og stål.

Hendes arbejder spænder fra eksperimenterende kunstneriske objekter og installationer til samarbejder med kommercielle virksomheder om udvikling af møbler og produkter. Senest med møbelserien ”For Now”, der henter sit designmæssige DNA, sin funktionalitet og komfort fra traditionel japansk arkitektur og møbelkunst med objektets kernefunktion i centrum.”

Legatudvalget siger om Mariko Wada

”Store bløde modellerede gople-lignende former med silkematte overflader. Nogle åbner sig op, så man kan studere deres indre form. I andre presses der aftryk, så man fornemmer et spænd omkring en indre volumen. Vores sanser påvirkes fysisk i mødet med Marikos værker. De er kropslige, på en gang bevægende og mærkelige, og de er humoristiske som blødt oppustede gummibolde eller langsomt åndende organismer. 

Med stor håndværksmæssig dygtighed og sans for form og stoflighed, udforsker Mariko kunstneriske udtryksformer i en keramisk kontekst senest sammen med kunstnergruppen Versus på udstillingen ”Talisman – Magiske Objekter på Clay Keramikmuseum Danmark.”

Fakta om uddelingen

Udvalget har behandlet i alt 383 ansøgninger og har valgt at imødekomme 159 enten i form af treårige arbejdslegater på 855.000 kroner fordelt på tre år eller som arbejdslegater på beløb mellem 25.000 og 100.000 kroner. Der blev i alt uddelt i alt 10.500.000 kroner. 

Se hvem der har modtaget arbejdslegater i år

Om Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design 

Udvalget består i perioden den 1. januar 2016 til den 31. december 2019 af Bente Skjøttgaard (formand, keramiker), Iben Høj (tekstildesigner) og Simon Skafdrup (industriel designer).

Yderligere oplysninger

Konsulent Lars Theil Münster, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 33, ltm@remove-this.slks.dk

Statens Kunstfonds pressetelefon: tlf.: 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 30.5.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)