MINDCRAFT16 i Milano – nyt dansk design og kunsthåndværk

Statens Kunstfond præsenterer MINDCRAFT16 i Milano den 12. – 17. april. På udstillingen vises der helt nye værker fra en række af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere.

24. august 2016
Foto: MINDCRAFT / Tuala Hjarnø

Se de nye værker og læs mere om designerne på mindcraftexhibition.com

MINDCRAFT-udstillingerne har siden 2008 vist et skiftende udvalg af det bedste nye design og kunsthåndværk ved designugen i Milano. Statens Kunstfond har i år valgt designduoen GamFratesi til at kuratere og iscenesætte udstillingen, som bliver vist i Circolo Filologico i Milanos centrum. Sidste år var GamFratesi ligeledes kuratorer, og her vandt MINDCRAFT både en Milano Design Award og en German Design Award.

”For Statens Kunstfond er det vigtigt at være til stede ved markante internationale begivenheder, og designugen i Milano er en af de vigtigste begiveheder for vores fagområde. Dansk design og kunsthåndværk står stærkt, og en markant udstilling som MINDCRAFT er med til at stadfæste styrkepositionen internationalt. GamFratesi har udvalgt en række af de allerbedste danske designere og kunsthåndværkere med stort internationalt potentiale,” siger Astrid Krogh, der er formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

In My Mind Craft

Sammensætningen af ordene MIND og CRAFT refererer til designfagets store spænd, som indeholder det eksperimenterende og konceptuelle design på den ene side – og materialekendskab og tekniske færdigheder på den anden side. GamFratesi har i år givet udstillingen et tema, som tilføjer en ekstra dimension til MINDCRAFT16.

”Vi har valgt at kalde årets udstillingstema ’In My Mind Craft’. Vi har udvalgt et nyt historiefyldt venue for årets MINDCRAFT-udstilling – de Filologiske Institut i centrum af Milano. Her studeres oprindelsen af tekster og litteratur, og med udgangspunkt i netop studier i oprindelsen af et projekt, en idé, en tanke, er vi dykket ned i gamle forestillinger om menneskets hjerne som inspiration til vores udstillingskoncept. De udvalgte kunsthåndværkere og designere i MINDCRAFT16 har på hver deres måde fortolket temaet ’In My Mind Craft’ under skabelsen af deres værker,” forklarer GamFratesi.

Årets deltagere er:

Benandsebastian, Anne Dorthe Vester og Maria Bruun, Christina Schou Christensen, Rosa Tolnov Clausen, Freya Dalsjø, Dark Matters, Yuki Ferdinandsen, Halstrøm-Odgaard, Ole Jensen, Irv Johnson Music, Marianne Krumbach, Akiko Kuwahata, Cecilie Manz, Nicholas Nybro, Vibeke Fonnesberg Schmidt, Øivind Alexander Slaatto og Henrik Vibskov.

MINDCRAFT16

Circolo Filologico Milanese
Via Clerici 10
20121 Milano

12. april – 17. april 2016

Tirsdag 10.30 – 23.00
Onsdag – lørdag 10.30 – 21.00
Søndag 10.00 – 17.00

Åbningsreception tirsdag den 12. april kl. 18.00 – 23.00

Om MINDCRAFT

MINDCRAFT-udstillingerne tilhører Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design og organiseres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Formålet er at profilere og brande dansk kunsthåndværk og design over for nationale og internationale meningsdannere samt at hjælpe de deltagende kunsthåndværkere og designere med at skabe nye kontakter til markedet og pressen.

Flere deltagere i tidligere MINDCRAFT-udstillinger er blevet spottet af toneangivende producenter og har fået deres MINDCRAFT-værk sat i produktion af f.eks. italienske Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, Muuto, Menu, Skagerak og Gubi. Andre har solgt værker til private samlere eller etableret nye samarbejder med gallerier i New York, London og Paris.

MINDCRAFT08 vandt prisen for 'Best Contribution to 100% Design' på 100% Design i London, 2008. MINDCRAFT15 vandt en Milano Design Award og en German Design Award for udstillingen i Milano, 2015.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)