Statens Kunstfonds Smykkesamling udstilles på Designmuseum Danmark

24. august 2016
Foto: Anders Sune Berg

For første gang nogensinde kan et dansk publikum opleve en samlet udstilling med hele 153 smykker fra Statens Kunstfonds Smykkesamling. Værkerne præsenteres i et helt nyt, specialfremstillet udstillingsmøbel designet af Søren Ulrik Petersen.


Siden 1978 har Statens Kunstfond indkøbt smykker, lavet af de mest anerkendte og eksperimenterende smykkekunstnere i Danmark, og denne udstilling kommer derfor til at rumme noget af det ypperste danske smykkekunst fra fem årtier.

Den nye udstilling hedder #153 – Selected pieces from the Danish Arts Foundation’s Jewellery Collection, og som titlen fortæller, er der udvalgt 153 værker blandt samlingens knap 300 smykker. Kurateringen er foretaget af Jorunn Veiteberg og Kim Buck.

Læs Jorunn Veitebergs udstillingstekst om dansk smykkekunst

Et nyt udstillingsmøbel til smykkesamlingen

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design inviterede i 2013 fem danske designere til at deltage i en konkurrence om at designe et nyt udstillingsmøbel til Statens Kunstfondens Smykkesamling. Vinderen af konkurrencen blev Søren Ulrik Petersen med projektet ’ICECUBES – smykker i kassevis, frosset i glas’. Det færdigbyggede udstillingsmøbel kan opleves for første gang i denne udstilling.

”Projektet blev sat i gang af vores forgængere i det tidligere Kunsthåndværk- og Designudvalg i Statens Kunstfond, og vi har haft fornøjelsen af at følge det til dørs frem mod denne udstilling. Vi er naturligvis glade for, at smykkesamlingen nu får mulighed for at blive vist i sit helt eget udstillingsmøbel, der på én gang fylder ganske lidt og rummer ganske meget. Forhåbentlig bliver denne udstilling med smykkesamlingen den første af mange, og jeg er overbevist om at udstillingerne vil bidrage til en øget interesse for dansk smykkekunst, både i Danmark og internationalt” udtaler Niels Hvass, der er formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design.

Læs mere om konkurrencen og dommerkomiteens begrundelse

Skabt til at blive båret

Noget særligt ved smykker er, at de er skabt til at blive båret. Mange af Statens Kunstfonds smykker indgår i den udlånsordning, som blev oprettet i 2007, hvor personer, der optræder ved officielle begivenheder, kan låne et af smykkerne. Sådan kan smykkerne blive vist og brugt på samme tid, og ligesom med anden kunst, som Statens Kunstfond indkøber, komme ud til offentligheden. Udlånsordningen vil fortsætte med lidt færre smykker mens udstillingen løber på Designmuseum Danmark.

Læs mere om låneordningen og gå på opdagelse i hele smykkesamlingen på vores.kunst.dk

Tid og sted

#153 – Selected pieces from the Danish Arts Foundation’s Jewellery Collection

19. februar - 16. august 2015.

Designmuseum Danmark
Bredgade 68
1260 København K
designmuseum.dk

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)