MINDCRAFT15 vises på Designmuseum Danmark

24. august 2016
Foto: MINDCRAFT / Jule Hering

I dette efterår vises Statens Kunstfonds prisvindende designudstilling MINDCRAFT15 på Designmuseum Danmark. Det er første gang MINDCRAFT kan opleves i Danmark. På udstillingen kan du opleve 14 nye værker fra 19 af Danmarks førende designere og kunsthåndværkere, og gå på opdagelse i en scenografi der tilføjer en helt ny dimension til museets interiør.    

MINDCRAFT-udstillingen viser for ottende år i træk det bedste danske kunsthåndværk og design. Dog er det første gang nogensinde, at udstillingen vises i Danmark. I år er udstillingen kurateret af den dansk-italienske designduo GamFratesi og den blev, under designugen i Milano, tildelt den fornemme pris Milano Design Award. GamFratesi har i udstillingen taget udgangspunkt i netop spændet mellem mind og craft og har tilføjet et udstillingstema, som de kalder ’In Between’. Her er fokus på spændingsfeltet mellem mind og craft – fra de konceptuelle til det håndværksorienterede design.

”MINDCRAFT-udstillingerne i Milano har gennem årene skabt stor international opmærksomhed i designbranchen, og det har længe været et ønske at vise MINDCRAFT frem i Danmark. Vi er derfor glade for at et dansk publikum nu får mulighed for at opleve udstillingen på Designmuseum Danmark,” fortæller Astrid Krogh, der er formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

Designmuseum Danmark satser på nutiden

I løbet af de kommende år har Designmuseum Danmark sat sig for at blive stedet, hvor man kan opleve og fordybe sig i samtidens danske design.

”Vi har længe manglet et sted, der repræsenterer hele bredden på den danske design- og kunsthåndværksscene. MINDCRAFT-udstillingen bliver den poetiske overture til en række udstillinger og begivenheder, der vil gøre designmuseet til omdrejningspunkt for debatten om fremtiden for dansk design. Senere på året følger en stor forskningsbaseret permanent udstilling kaldet Dansk Design Nu!,” udtaler museets udstillings- og samlingschef, Christian Holmsted Olesen.

De udvalgte designere og kunsthåndværkere i MINDCRAFT15 er:

benandsebastian
Louise Campbell
Rosa Tolnov Clausen
Claydies
Edvard-Steenfatt
Halstrøm-Odgaard
Ole Jensen
Jørgensen-Depping
Akiko Kuwahata
Cecilie Manz
Eske Rex
Tora Urup
Henrik Vibskov
Jakob Wagner

Kort om MINDCRAFT

MINDCRAFT-udstillingerne tilhører Statens Kunstfond og organiseres af Kulturstyrelsen.

MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og skiftende kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design.

Formålet er at profilere og brande dansk kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og andre fagfolk på området samt at hjælpe de deltagende kunsthåndværkere og designere med at skabe nye kontakter til markedet og pressen.

Flere tidligere deltagere i MINDCRAFT-udstillingerne er blevet spottet af toneangivende producenter, f.eks. italienske Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, Muuto, Trip Trap og Gubi. Andre har solgt værker til private samlere eller etableret nye samarbejder med højtprofilerede gallerier i New York, London og Paris.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)