MINDCRAFT15 nomineret til German Design Award

24. august 2016
Foto: Jule Hering.

Statens Kunstfonds designudstilling MINDCRAFT15, som blev vist i Milano tidligere i år, er nomineret til en German Design Award 2016 i kategorien Excellent Communications Design – Fair and Exhibition. Udstillingen var kurateret og iscenesat af GamFratesi.


MINDCRAFT15 modtog efter designugen i Milano en ”Milano Design Award – Special Mention” og udstillingen er nu nomineret til endnu en international designpris. German Design Award er en prestigefyldt pris, der uddeles af German Design Council. Et internationalt ekspertpanel står for nomineringen af de designprojekter og -produkter, der skal indgå i juryens bedømmelse. Vinderne udpeges i efteråret 2015. MINDCRAFT15 er nomineret i kategorien Excellent Communications Design – Fair and Exhibition.

Det bedste danske kunsthåndværk og design

MINDCRAFT viser hvert år et nyt kurateret udvalg af dansk kunsthåndværk og design for den internationale designbranche under designugen i Milano. Årets udstilling viste 14 nye værker fra nogle af Danmarks førende designere og kunsthåndværkere: benandsebastian, Louise Campbell, Rosa Tolnov Clausen, Claydies, Edvard-Steenfatt, Halstrøm-Odgaard, Ole Jensen, Jørgensen-Depping, Akiko Kuwahata, Cecilie Manz, Eske Rex, Tora Urup, Henrik Vibskov og Jakob Wagner.
 
Udstillingen var kurateret og iscenesat af den dansk-italienske designduo GamFratesi.

Publikum tog særdeles godt imod udstillingen, der blev vist i den gamle klostergård Chiostro Minore di San Simpliciano i det centrale Milano. Udstillingsarkitekturen var bygget op omkring et 500 m2 væg-til-væg spejlgulv, der forenede det nye danske kunsthåndværk med de stemningsfyldte historiske omgivelser.

Kort om designugen i Milano

Designugen i Milano betegnes som den vigtigste og største designbegivenhed i verden med besøgende fra hele verden. Den er opstået med udgangspunkt i Milanos møbelmesse, Salone Internazionale del Mobile, men har i dag forgrenet sig ud i store dele af Milano by. Samlet tiltrækker designugen hvert år mere end 300.000 gæster.

Kort om MINDCRAFT

MINDCRAFT-udstillingerne tilhører Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design og organiseres af Kulturstyrelsen. MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og skiftende kuratorer har præsenteret det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design hvert år siden 2008. Formålet er at profilere og brande dansk kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og andre fagfolk på området samt at hjælpe de deltagende kunsthåndværkere og designere med at skabe nye kontakter til markedet og pressen.

MINDCRAFT15 på Designmuseum Danmark

For første gang nogensinde skal en MINDCRAFT-udstilling vises i Danmark. Det sker på Designmuseum Danmark, hvor MINDCRAFT15 bliver startskuddet til designmuseets fremtidige satsning på nutidigt dansk design og kunsthåndværk. Udstillingen vises fra fredag den 18. september 2015 – søndag den 31. januar 2016.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)