Fem kunsthåndværkere og designere får treårige arbejdsstipendier

26.5.2015
Line Depping og Jakob Jørgensen modtager sammen et treårigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. På dette billede ses ”Frame Table and Bench” designet af Line Depping og Jakob Jørgensen for WRONG FOR HAY.

Statens Kunstfond har i alt uddelt 93 arbejdslegater, mens fem kunsthåndværkere og designere har fået et treårigt arbejdsstipendium som en særlig anerkendelse.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design modtog i alt 340 ansøgninger fra landets kunsthåndværkere og designere og har nu uddelt 93 arbejdslegater og fem treårige arbejdsstipendier.

De treårige stipendier gives til kunsthåndværkere og designere med en særlig tyngde og et særligt kunstnerisk talent. Stipendierne er på i alt 855.000 kr. Formålet er at give modtagerne mulighed for arbejdsro til deres kunstneriske virke.

Årets modtagere af et treårigt stipendium

Katrine Borup (f. 1965), smykkekunstner
Udvalgets motivering: ”Smykkekunstner Katrine Borup tildeles et treårigt arbejdsstipendium på baggrund af sit arbejde med og undersøgelser af smykket som fænomen. Hun undersøger og eksperimenterer vedholdende med smykkeområdets konventioner, holdbarhed, funktion, værdi og placering på kroppen. Katrine Borup bearbejder tematikker som danskhed, personlighed og kønsidentitet, som hun udtrykker i de materialer og udformninger, der på bedst mulig vis illustrerer budskabet. Vi glæder os til at følge med i, hvor disse eksperimenter vil føre hen.”

Line Depping (f. 1978) og Jakob Jørgensen (f. 1977), møbeldesignere
Modtager sammen et treårigt arbejdsstipendium.
Udvalgets motivering: ”I en tid hvor megen unødig støj præger designfeltet, står Line Depping og Jakob Jørgensens design strålende i al sin enkelhed. Med en logisk og æterisk karakter træder deres møbler og produkter ud af mængden og markerer sig som noget særligt. Den fine sans for detaljen og det ydmyge væsen gør designudtrykket entydigt, enkelt, raffineret, gennemført og færdiggjort. Tildelingen gives til et samarbejde, der ser givende og frugtbart ud, men som alle naturligvis også rummer kompromiser og frustrationer, ikke desto mindre er resultatet overbevisende og en lise i et hårdtpumpet produktmarked.”

Otto Dickmeiss (f. 1969), illustrator
Udvalgets motivering: ”Otto Dickmeiss folder de finurligste og særeste universer ud på papir med en spidset blyant. Tekster fra klassikere og helt nyskrevne bliver forvandlet til visuelle universer, hvor det grimme, uhyggelige, skæve og sørgelige bliver forvandlet til nye verdner, der giver fortællingerne en helt ny dimension. Otto Dickmeiss tegninger viser, at papir og blyant i hans hånd er rigeligt til at skabe helt unikke værker til bøger for mennesker i alle aldre.”

Marie Torbensdatter Hermann (f. 1979), keramiker
Udvalgets motivering: ”Keramiker Marie Hermann modtager et treårigt arbejdsstipendium for sine poetiske, underspillede, super æstetiske værker. Marie Hermanns keramiske værker fremstår umiddelbart uden brugsfunktion i klassisk forstand, og dog er de yderst funktionelle, men på et abstrakt plan. For at omgive sig med smukke objekter har den simple funktion, at de forskønner vore liv. Der hviler en opfordring i Marie Hermanns værker til os alle om at se efter det skønne i vore omgivelser, i dagligdagen, i nuet. Vi glæder os til at følge Marie Hermann i hendes talentfulde eksperimenter med leret og poetiske tolkninger af dagligdagssituationer.”

Margrethe Odgaard (f. 1978), tekstildesigner
Udvalgets motivering: ”Margrethe Odgaard farvelægger med sit eget farvekartotek tekstile rummelige objekter og universer med en skønhed, som giver tekstildesign en ny strålende farvepalet. Hendes tekstiler og farver bliver flettet ind i samarbejder flere steder i verden. Margrethe Odgaard viser med sine ideer, at tekstildesign kan stå alene i en smukt farvefoldet dug og i rummelige arkitektoniske konstruktioner.”

Mere om arbejdslegater og stipendier

Legaterne og stipendierne uddeles af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design, der i 2014-2015 består af formand Niels Hvass (designer), Helle Vibeke Jensen (illustrator) og Mette Saabye (smykkekunstner og designer).

Der blev uddelt arbejdslegater og stipendier for i alt 11.605.000 kr.

Se den fulde liste over årets legatmodtagere

 

 

Siden er sidst opdateret: 27.10.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)