Danish Crafts Collection i nyt format

2.2.2015

Den kunstneriske kvalitet og formidlingen af de håndværksmæssige kompetencer i dansk kunsthåndværk og design styrkes nu med et nyt format for udvælgelse og præsentation på den internationale messe Maison&Objet i Paris. Fremover bliver der endnu mere fokus på den enkelte deltagers særlige kompetencer, og kollektionen kommer til at bestå af færre deltagere.

Den næste Danish Crafts Collection lanceres på designmessen Maison&Objet i Paris i september 2015, og præsentationen vil bære præg af et større fokus på deltagernes proces, designkompetencer og materialekendskab.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design vil fokusere indsatsen og håndplukke fem deltagere for dermed at sætte endnu mere spot på den enkelte kunsthåndværker og designer. Helt konkret betyder det, at der eksempelvis er flere udstillingskvadratmeter pr. deltager og bedre mulighed for formidling om den enkelte person.  

”Med det nye format skærper vi mulighederne for at belyse de kunstneriske og håndværksmæssige kvaliteter og den særlige tilgang, der gør dansk kunsthåndværk og design til noget helt specielt og som i stigende grad efterspørges internationalt. Samtidig får vi i endnu højere grad mulighed for at kunne sætte fokus på den enkelte deltagers professionelle karriere,” udtaler projektstøtteudvalgets formand Astrid Krogh.

Ny model for udvælgelse

Deltagerne bliver fremover udvalgt uden en decideret ansøgningsrunde. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design står for at udvælge de kunsthåndværkere og designere, der skal optages i Danish Crafts Collection. Tidligere har det været en ekstern kurator, der har sammensat kollektionen på baggrund af ansøgninger fra designere og kunsthåndværkere.

Om den nye udvælgelsesmodel udtaler Astrid Krogh:

”Projektstøtteudvalget modtager hvert år et stort antal projektansøgninger og er dermed sikret et solidt kendskab til dansk kunsthåndværk og design. Dermed er bredden sikret i udvælgelsesprocessen. Og den åbenhed, som Danish Crafts Collection tidligere sikrede for områdets mange interessenter, tilgodeses stadig gennem det løbende arbejde med ansøgninger og tildeling af tilskud til mange forskellige udøvere.”

Læs om de nye projektstøttemuligheder:

Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark

Kunsthåndværk- og designprojekter i udlandet

Om Danish Crafts Collection

Danish Crafts Collection præsenterer et udvalg af det bedste nutidige danske kunsthåndværk og design på internationale messer og i andre kommercielle sammenhænge. I årene 1999-2013 blev Danish Crafts Collection organiseret af Danish Crafts. Som en del af den politiske aftale om Danish Crafts’ fusion med Kulturstyrelsen fra januar 2014 blev det besluttet at videreføre kollektionen i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design med Kulturstyrelsen som sekretariat.

Formålet med Danish Crafts Collection er at bidrage til en langsigtet samlet promovering af dansk kunsthåndværk og design internationalt, samt at igangsætte en udvikling for den enkelte deltager, som kan føre til en professionel karriere på kommercielle vilkår - enten med egen produktion eller i samarbejde med en producent.

Kontakt

Formand for Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design, Astrid Krogh
+ 45 20 823771

info@astridkrogh.com

Siden er sidst opdateret: 24.8.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)