En keramiker og en grafisk designer får treårige stipendier

2.6.2014
Keramiker Tine Broksø og grafisk designer Leo Scherfig modtager hver et treårigt arbejdsstipendium.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design har behandlet 413 ansøgninger og har nu uddelt 90 arbejdslegater og to treårige arbejdsstipendier til udøvende kunsthåndværkere og designere.

92 danske kunsthåndværkere og designere har i år fået støtte til fortsat kunstneriske arbejde fra Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design under Statens Kunstfond.

Legatudvalget har i alt gennemgået 413 ansøgninger om arbejdsstipendier- og legater og er endt med at uddele 90 arbejdslegater og to treårige arbejdsstipendier for i alt 10.885.000 kroner i år.

Se den fulde liste over årets legatmodtagere

Treårige arbejdsstipendier

De treårige arbejdsstipendier på 855.000 kr. over en treårig periode tildeles henholdsvis keramiker Tine Broksø og grafisk designer Leo Scherfig.

Tine Broksø (f. 1971)

Legatudvalgets motivering:

"Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen er to personer, men udgør én keramiker eller en kunstner også kendt som Claydies – eller måske rettere The Claylady. Som navnet antyder, er de begge uddannet keramikere, men arbejder som ”Én organisme med to hoveder, to sæt fantasier, og to sæt arme med i alt fire hænder”.
De har arbejdet sammen siden 2000 og har fra start markeret sig overbevisende både med eksperimenterende, konceptuel keramisk kunst og som industrielle designere. Med en befriende humoristisk sans og selvironi angriber de igen og igen deres felt. Man ved aldrig helt hvad man har i vente, når man entrerer en af deres udstillinger, men som det er ganske kendetegnende for deres tilgang til faget og deres arbejdsmetode, kan man godt regne med at de har været helt inde ved sagens kerne og eksperimenteret med hvad keramik er eller kan være. Med tidens humor kommenterer de vores forhold til den tingsliggjorte verden, så det hæfter sig grundigt til vores indre hukommelsestræ.

Duoen har modtaget en lang række hædersbevisninger for deres nyskabende tilgang til keramikhåndværket. Nu tildeles Tine Broksø det treårige arbejdsstipendium, men hæderen deles ligeligt i blandt dem."


 

Claydies vinglas fra udstillingen "The opening" på Copenhagen Ceramics, 2013.

Leo Scherfig (f. 1968)

Legatudvalgets motivering:

"Leo Scherfig arbejder med klassisk magasindesign, bogomslagsdesign, plakatdesign og illustration. Layoutet er stilsikkert, stramt, præcist, konsekvent og overskueligt. En genre, der er svær at balancerer, da grafikeren oftest er iscenesætter til tekster, billeder etc., der ikke altid er lige nemt at brede smukt ud. Leo Scherfig blander sit stramme layout og grafiske illustrationer sammen med forlagenes, udstillingsstedernes og institutionernes materiale på plakater, bogomslag, magasiner og rapporter på smukkeste vis. Leo Scherfigs bogomslagsdesign spænder fra ungdomsbøger over skønlitteratur til tunge historiske fagbøger. Alle fremragende løst ind i tid, genre og målgruppe.
Leo Scherfig indfanger på fremrangende vis altid materialets stemning, beriger det med en personlig karakter og vinkling, som gør udtrykket stærkt og får det til at prente sig i vores bevidsthed.

Grafiker Leo Scherfig tildeles det treårige arbejdsstipendium til at dykke dybere ned i sin grafisk illustrerede lysende verden."


Afro-bafro plakater af Leo Scherfig, trykt i januar 2014. To portrætplakater med de ethiopiske musikere Hailu Mergia og Mulatu Astatke, hvor nutidigt fladtryk og gammeldags bogtryk forenes.

Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design

Udvalget består i 2014-2015 af designer Niels Hvass (formand), illustrator Helle Vibeke Jensen og smykkekunstner Mette Saabye.

 

 

Siden er sidst opdateret: 24.8.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)