MINDCRAFT

MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og eksterne kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under designugen i Milano.

MINDCRAFT15 blev vist i Chiostro Minore di San Simpliciano i det centrale Milano. Udstillingen blev hædret med en Milano Design Award ”Special Mention”. Foto: Jule Hering

Se værker og udstillingsfotos fra alle MINDCRAFT-udstillinger på Mindcraftexhibition.com

Udstillingskonceptet

Udstillingskonceptet MINDCRAFT blev udviklet af Danish Crafts og har siden lanceringen i 2008 givet dansk kunsthåndværk og design en markant, faglig eksponeringsplatform internationalt. MINDCRAFT var den første officielle danske udstilling ved verdens førende designbegivenhed - designugen i Milano. Titlen er en sammensætning af ordene MIND og CRAFT og refererer til, at værkerne repræsenterer de højeste håndværksmæssige færdigheder såvel som en tankemæssig overbygning i form af et budskab, et 'mindset' eller en holdning, der tilsammen udgør en særlig dansk tilgang til formgivning. 

Den første MINDCRAFT-udstilling blev præsenteret under Milan Design Week 2008 og var med til at sætte en ny dagsorden for dansk kunsthåndværk internationalt. Senere samme år blev udstillingen vist på 100% Design i London, hvor den vandt prisen for 'Best Contribution to 100% Design'. MINDCRAFT er gennem årene ofte blevet fremhævet af førende internationale medier som en af de centrale udstillinger i Milano. Fra 2008-2010 blev udstillingen vist i området Zona Tortona - og siden 2011 i designdistriktet Ventura Lambrate under den årlige designuge.

MINDCRAFT-udstillingerne udføres fra 2014 af Statens Kunstfond med Slots- og Kulturstyrelsen som sekretariat.

Branding af dansk kunsthåndværk og design

Formålet med MINDCRAFT-udstillingerne er profilering og branding af dansk kunsthåndværk og design overfor både nationale og internationale meningsdannere - herunder producenter, gallerier, presse og andre fagfolk på området. Målet er at bidrage til en positiv opfattelse af nyt dansk kunsthåndværk og design, samt at hjælpe de deltagende kunsthåndværkere og designere med at skabe nye kontakter til markedet og pressen.

I årene 2008-2013 blev MINDCRAFT-udstillingerne udviklet og organiseret af Danish Crafts. Som en del af den politiske aftale om Danish Crafts' fusion med Kulturstyrelsen fra januar 2014 (nu Slots- og Kulturstyrelsen) blev det besluttet at videreføre udstillingskonceptet i Statens Kunstfond med Kulturstyrelsen som sekretariat.

Den næste MINDCRAFT-udstilling vises i Milano i april 2016.

Se mere på Mindcraftexhibition.com

 

 

 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)