”En filmskaber er lidt ligesom humlebien”

Egentlig kan den ikke flyve, men det ved den ikke, og derfor flyver den alligevel: Humlebier og filmskabere.

5.4.2017
Filminstruktør Camilla Nielsson en af årets modtagere af Statens Kunstfonds arbejdslegater. Foto: Henrik Bohn Ipsen

29 danske filmskabere kan i de kommende måneder øve sig i at blive endnu bedre til at flyve, for de er netop blevet tildelt arbejds- og rejselegater af Statens Kunstfond.

Filmskaber Camilla Nielsson, som er en af årets modtagere af Statens Kunstfonds arbejdslegater for film, sammenligner den møjsommelige proces med at gå fra en filmidé til at stå med en færdig film med humlebien, som løfter sig fra papiret og flyver langt ud i verden:

”Jeg tror, de færreste kan begribe, hvor kompliceret det er at gå fra en spinkel idé til en flyvefærdig film, man kan se i biografen. Det kræver en viljestyrke, jeg bedst kender fra dyreriget, hvor humlebien flyver fra blomst til blomst uden overhovedet at gøre sig tanker om, at den bryder med tyngdelovens logik. For dybest set burde den slet ikke være i stand til at kunne løfte sin egen vægt. Sådan er det også nogle gange at være filmskaber.”

For mange filmskabere kan det tage mange år at realisere en ny film. Der skal for eksempel skaffes finansiering hos filmproducenter og hos konsulenter i Det Danske Filminstitut. Det kan derfor være svært som filminstruktør eller manuskriptforfatter at finde tid og ro til at fordybe sig og være kreativ. Tid og ro til at forfølge sin filmiske nysgerrighed og udvikle sit personlige filmudtryk.

Stor interesse for legater
Statens Kunstfond uddelte i år 22 arbejdslegater og 7 rejselegater.

155 filmskabere havde ansøgt om arbejdslegater ved ansøgningsfristens udløb 1. februar 2017, og legatudvalget uddelte i alt 3 millioner kroner til 22 arbejdslegater.

45 filmskabere havde ansøgt om rejselegater ved ansøgningsfristens udløb, og legatudvalget uddelte 223.000 kroner til 7 rejselegater.

Se alle tildelinger

Fakta om Camilla Nielsson
Camilla Nielsson er født i 1977 og er uddannet dokumentarinstruktør på Tisch School of the Arts og har en Mastergrad i visuel antropologi fra New York University (NYU). Camilla Nielsson har instrueret en trilogi om børnerettigheder om børnerettigheder ”Good Morning Afghanistan” (2003), ”Djurga” (2004) og ”The Children of Darfur” (2005).

I 2007 begyndte hun samarbejdet med den israelske videokunstner Yael Bartana om ”And Europe Will Be Stunned” (2011) og ”Demonstrators” (2012), som var en del af Re:Constructed Landscapes (film/videoinstallationer med landskabet som ramme om fortællingen på Statens Museum for Kunst/CPH:DOX 2012). Camilla Nielssons prisvindende dokumentarfilm ”Democrats” (2015) er en film om det politiske magtopgør i forbindelse med udarbejdelsen af en ny forfatning i Zimbabwe.

Camilla Nielsson er en af modtagerne af legater fra Statens Kunstfond, og hun har modtaget et arbejdslegat på 300.000 kroner.

Fakta om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og filminstruktør Nils Malmros. 

Yderligere oplysninger:
Udvalgssekretær Bodil Høgh, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 61, boh@slks.dk

Siden er sidst opdateret: 5.4.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)