Statens Kunstfond honorerer fortællekunsten og det personlige mod i uddeling af arbejdslegater til filmkunstnere

Nicole Nielsen Horanyi, Anna Sofie Elise Holme Hartmann og Hlynur Pálmason får Statens Kunstfonds store arbejdslegater på 300.000 kr. til fortsat kunstnerisk udvikling.

24. august 2016
Nicole Nielsen Horanyi. Fotograf: Helle Moos.

I alt uddeles over 3 mio. kr. til 20 arbejdslegater og 8 rejselegater.

”Vi har i Legatudvalget for Film med stor interesse læst, set og diskuteret de i alt 141 ansøgninger om arbejdslegater. Vi har ønsket at give færre, men derfor også substantielle arbejdslegater. Vi håber dermed at kunne honorere det personlige mod, som skal til, når man sætter sig for at fortælle noget til andre,” siger Michael Madsen, formand for Legatudvalget for Film og fortsætter:

”Det har desuden været en glæde at se, i hvilket omfang også selve fortællekunsten er bragt i spil, en udvikling vi i vores prioritering også har søgt at fremme.”

I alt uddeler udvalget 20 arbejdslegater og 8 rejselegater til skabende filmkunstnere. De største arbejdslegater bliver uddelt til:

Nicole Nielsen Horanyi  – 1-årigt arbejdslegat på 300.000 kr.
Nicole Nielsen Horanyi er uddannet dokumentar instruktør fra Den Danske Filmskole 2007 og har med sine sidste film fastholdt et overbevisende talent for at finde og realisere påtrængende emner. I ’Motley’s Law’ (2015) følger hun den uforfærdede kvindelige amerikanske forsvarsadvokat Kimberley Motley, der som eneste udlænding har fået autorisation til at arbejde i Afghanistan, og som ikke går af vejen for at citere sharialoven for at få sine klienter sat fri.  Med sin kommende film afsøger Nicole Nielsen Horanyi nye veje og udfordrer egne metoder og fortællesprog.

Anna Sofie Elise Holme Hartmann – 1-årigt arbejdslegat på 300.000 kr.
Anna Sofie Hartmanns filmkunst, som stadig er i sin vorden, udgør en helt særlig cinematografisk og narrativ sensitivitet. I hendes spillefilmsdebut ’Limbo’ (2015) citeres Antigone, der som bekendt gik sine egne veje. Det samme kan siges om Hartmann, hvis talent og kompromisløse mod skal blive uhyre interessant at følge fremover. Anna Sofie Hartmann modtager denne sommer sit afgangsdiplom fra Deutsche Film- und Fernsehakademie.  

Hlynur Pálmason – 1-årigt arbejdslegat på 300.000 kr.
Hlynur Pálmason er uddannet fiktionsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2013 og skilte sig allerede med afgangsfilmen ’En Maler’ ud som en af sin årgangs mest interessante filmkunstnere. Kortfilmen ’Seven Boats’ blev udtaget til Toronto Film Festival, og hans spillefilmsdebut ’Vinterbrødre’ forventes at få premiere senere på året. Pálmasons sideløbende virke i billedkunsten afslører sig tydeligt i hans filmsprog, der insisterer på en kompromisløs visualitet og minimalisme. Legatudvalget ser frem til at følge Pálmasons udvikling på hans kommende projekter, der spænder fra kortere eksperimenterende visuelle værker til længere fortællinger af mere klassisk narrativt snit.

141 filmskabere havde ansøgt om arbejdslegater ved ansøgningsfristens udløb 17. marts, og legatudvalget uddelte i alt 3,1 mio. kr. til 20 arbejdslegater.

41 filmskabere havde ansøgt om rejselegater ved ansøgningsfristens udløb 17. marts, og legatudvalget uddelte 252.000 kr. til 9 rejselegater.

Se alle tildelinger her

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og filminstruktør Nils Malmros. 

Yderligere information
Bodil Høgh, specialkonsulent, boh@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 61
Marie Futtrup, presserådgiver, mfu@remove-this.kum.dk, tlf.: 41 39 38 95

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)