Ni af årets danske film udvalgt af Statens Kunstfond

Film er en symfonisk kunstart. Dette fremgår tydeligt af årets præmieringer. Et enigt filmudvalg har valgt at præmiere et bredt udvalg af de skabende kunstnere bag det endelige værk.

24. august 2016
Peter Albrechtsen præmieres for sit lyddesign til filmen ’Idealisten’.
Fotograf: Christian Geisnæs

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film har i år valgt at lægge vægt på at støtte det særlige, dét der stikker ud og ved sin særegenhed hæver det kunstneriske niveau i dansk film, og præmierer i 2015 følgende filmkunstnere for værker:

Peter Albrechtsen bliver præmieret med 100.000 kr. for sit lyddesign til Christina Rosendahls film ’Idealisten’ med udvalgets begrundelse:

”Peter Albrechtsen er et lysende fyrtårn inden for filmisk lyddesign på verdensplan. Og med ’Idealisten’ har han nået nye højder, både teknisk og kunstnerisk. Vi ønsker, at han vil fortsætte sit exceptionelle, entusiastiske, nørdede og vanvittigt dygtige arbejde med film og lyd.”

Andreas Koefoed bliver præmieret med 50.000 kr. for sin instruktion af filmen ’Et hjem i verden’ med udvalgets begrundelse:

”Andreas Koefoed portrætterer unge flygtninges ophold i den danske stilhed med en lavmælt intensitet, så de midt i afmagten bevarer deres værdighed og menneskelige potentiale. Filmmageren sminker sig ikke med andres smerte, som det ofte ses i dagens medieudbud, men bruger sin kunst til at give det umælende en stemme, som vi ikke kan sidde overhørig.”

Martin Zandvliet bliver præmieret med 50.000 kr. for sin instruktion af filmen ’Under sandet’ med udvalgets begrundelse:

”’Under Sandet’ er en fremragende film om at møde mennesket bag vores fjender. Den er fortalt i en delikat balance mellem det usentimentale, men samtidigt voldsomt rørende. Zandvliets sans for det filmiske udtryk er sublimt, og hans eminente forløsning af filmen cementerer hans store talent.”

Iben Haahr Andersen bliver præmieret med 50.000 kr. for sin instruktion af filmen ’Livet ifølge Anton’ med udvalgets begrundelse:

”’Livet ifølge Anton’ er Iben Haahr Andersens kærlige filmleg med en fabulerende bonde, som har set langt ud i alverdens afkroge uden at forlade den stald og de køer, der har været hans livs følgesvende. Filmskaberen deler sin stjernes talent for at se det store i det små.”

Michael Madsen bliver præmieret med 50.000 kr. for sin instruktion af filmen ’The Visit’ med udvalgets begrundelse:

”En af de mest originale og interessante dokumentarfilm, der er lavet i mange år. Michael Madsen er en instruktør, der altid går egne veje, upåvirket af strømninger og tidsånd. Det kommer der film om livets store spørgsmål ud af, og ’The Visit’ er en unik og dybt begavet film om menneskets eksistens i mødet med et besøg fra rummet.”

Grete Møldrup bliver præmieret med 50.000 kr. for sin klipning af Christian Braad Thomsens film ’Fassbinder – At elske verden’ med udvalgets begrundelse:

”Film er blevet beskrevet som arkitektur bygget af tid. I arbejdet med ’Fassbinder – At elske verden’ og i en lang række andre værker har Grete Møldrup brugt tiden med den store håndværkers kunstfærdighed og aldrig svigtende akkuratesse.”

Magnus Jønck bliver præmieret med 50.000 kr. for sin fotografering af Jeppe Røndes film ’Bridgend’ med udvalgets begrundelse:

”Fotograferingen af ’Bridgend’ er følsom, smuk, medfortællende og nyskabende og cementerer, hvad vi har vidst i mange år efterhånden: at Magnus Jønck er en stor fotograf og en kreativ kraft af stor kaliber, som løfter de filmiske fortællinger og den kunstneriske barre.”

Jens Albinus bliver præmieret med 50.000 kr. for sit skuespil i Frederikke Aspöcks film ’Rosita’ med udvalgets begrundelse:

”I rollen som Ulrik leverer Jens Albinus en skuespillers pragtpræstation ved at give følsomhed, varme, forknythed, inderlighed og både styrke og sårbarhed ind i karakteren. Albinus’ indsats i denne film – såvel som hans tidligere præstationer – er et kunstnerisk virke, som vi ønsker at honorere både specifikt og generelt, med håb om at se meget mere til ham.”

Lisa Carlehed bliver præmieret med 50.000 kr. for sit skuespil i Samanou Sahlstrøms film ’I dine hænder’ med udvalgets begrundelse:

”Lisa Carlehed spiller den ensomme sygeplejerske Maria, der længes efter menneskelig nærhed. Hendes fortolkning af den sky og indadvendte pige gennem tavse sekvenser og stille spil er blændende. Der er en fantastisk blanding af rå nerve og sart poesi i Marias komplekse karakter, og det er sjældent, man ser så facetteret et karakterportræt fremført så vellykket, som Lisa Carlehed her formår.”

Om præmieringer

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film præmierer typisk hvert år et antal værker, som har betydet noget særligt for dansk film. Man kan ikke søge om at blive præmieret. Udvalget vælger frit mellem nye filmværker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Jon Bang Carlsen (formand), filmproducer Meta Louise Foldager og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. 

Yderligere oplysninger

Specialkonsulent Bodil Høgh, boh@remove-this.kulturstyrelsen.dk, tlf. 33 74 45 61
Presserådgiver Sune Blicher, sub@remove-this.kulturstyrelsen.dk, tlf. 33 74 45 62

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)