Filmåret afsluttes med præmieringer fra Statens Kunstfond

Legatudvalg for Film har præmieret fem danske film, der har haft premiere i 2016. Vi kommer fra det knugende klaustrofobiske over det lavmælt poetiske til det farvestrålende legesyge.

19.12.2016
Filminstruktør Puk Grasten er en af årets modtagere af Statens Kunstfonds præmieringer. Foto: Edna Biesold.

Når Statens Kunstfond ser tilbage på året, er der fem film, der står særligt stærkt og derfor fortjener præmieringer i 2016.

Puk Grasten bliver præmieret med 100.000 kr. for sin instruktion af filmen ’37’ med udvalgets begrundelse:

”Puk Grastens debutfilm ’37’ henter sin emblematiske titel fra et mord i en jødisk boligblok i New York i 1964. Men i stedet for psykologisk at forklare 37 vidners passivitet skaber Puk Grasten med suveræn brug af sære skuespillere, besjælede bygninger og betydningsladede rekvisitter en knugende, klaustrofobisk verden med forvrængede menneskelige relationer. En overrumplende personlig debut, der giver store forventninger og en berettiget pris på 100.000 kr.”

Sine Skibsholt bliver præmieret med 100.000 kr. for sin instruktion af filmen ’Dem vi var’ med udvalgets begrundelse:

”Sine Skibsholts ’Dem vi var’ er klassisk dokumentarfilm, når det er allerbedst: med suveræn afståen og beherskelse følger Skibsholt ’som fluen på væggen’ en familietragedies ubønhørlige udfoldelse, da Kristian bliver ramt af en blodprop i hjernen – og intet er som før. De medvirkendes mod, fortvivlelse og generøsitet modsvares af Skibsholts sjældent gennemførte tro på dokumentationens nærvær i sig selv, hvorved hendes fortælling, økonomisk og præcist, uddyber sig til noget større, nemlig det moderne menneskes kamp mod det, som er stærkere end det selv.”

Nicholas Winding Refn bliver præmieret med 100.000 kr. for sin instruktion af filmen ’The Neon Demon’ med udvalgets begrundelse:

”I Nicolas Winding Refns fortløbende og fortærende dialog med filmkunsten transcenderes selvsamme. ’The Neon Demon’ er fortællingen om en pige, som med 4-toget ankommer i en modeverden alene bestående af overflade og appearance. Men filmen er først og fremmest et visuelt reverie, hvis overdådighed i sig selv truer med at lade virkeligheden implodere. Dermed rejses spørgsmålet om, hvorvidt verden overhovedet er andet end billeder, billeder dækkende over intet andet end et tragisk begær efter at blive set, en universel tomhed, der logisk forløses i kannibalisme. Så meget desto mere imponerende bliver det, når Winding Refn er i stand til at skabe blivende billeder i ens bevidsthed.”

Desuden bliver Rúnar Rúnarsson, Sophia Olsson og Jacob Secher Schulsinger præmieret med i alt 100.000 kr. for filmen ’Sparrows’, og Sabine Hviid bliver præmieret med 50.000 kr. for sin scenografi til filmen ’Antboy3’.

Se begrundelser for alle de fem præmieringer her.

Om præmieringer
Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal værker, som har betydet noget særligt for dansk film. Man kan ikke søge om at blive præmieret, og udvalget vælger frit mellem nye filmværker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og filminstruktør Nils Malmros.

Yderligere oplysninger
Bodil Høgh, udvalgssekretær, boh@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 61
Jakob Dahl Klausen, presserådgiver, jdk@slks.dk, tlf.: 41 39 38 11

Siden er sidst opdateret: 19.12.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)