Venedig Biennalens historie

Ideen om en kunstbiennale i Venedig blev undfanget i 1890'erne af byens kunstinteresserede borgmester Riccardo Sellvatico. Eftersom Venedig op gennem 1800-tallet mistede mere og mere af sin betydning som handelsby, søgte han andre veje hvorigennem byen kunne fastholde sin stilling som Adriaterhavets dronning.

Bystyret besluttede i 1893 at afholde en international kunstbiennale, og der blev nedsat en komité bestående af nogle af Europas mest betydningsfulde kunstnere, som skulle tegne den kunstneriske profil. Den første biennale blev afholdt i 1895 i Palazzo d' Esposizione, som var blevet opført til formålet. Biennalen var fra starten en succes med høje besøgstal, der voksede på de følgende biennaler. Kun afbrudt af større verdenspolitiske begivenheder har biennalen været afholdt hvert andet år i Venedig siden 1895. 

I de første 20 år af biennalens historie afspejlede de udstillede værker næsten udelukkende tidens officielle kunst, såsom salonkunsten og det nationalromantiske maleri, men i løbet af 1920'erne dukkede mere moderne kunsttendenser op på biennalen i form af impressionisme, symbolisme, Die Brücke m.m. På biennalerne op gennem 1950'erne introduceres vigtige kunsthistoriske bevægelser som kubisme, fauvisme, futurisme og surrealisme på biennalen med en række centralt kuraterede separatudstillinger.

Som en af de mest prestigefyldte og etablerede kunstbegivenheder overhovedet stod Venedig Biennalen for skud i mange kunstpolitiske debatter op gennem 1960'erne. På biennalen i 1968 kulminerede denne kritik med at studenter og kunstnere besatte det italienske kunstakademi i protest mod biennalen, som de beskyldte for at være forretning frem for kultur. Samme år trængte den kontroversielle kunstbevægelse Situationistiske Internationale ind på biennaleområdet og lavede "oprørets pavillon".

I løbet af 1970'erne søgte biennalen at reformere sig og imødekomme noget af kritikken. Bl.a. ved at indføre et tema for biennalens fællesudstilling, som samtidig skulle være en ledetråd for pavillonerne, og ved at udnævne en kurator for fællesudstillingen. I 1980 indførte man Aperto-udstillingen, en udstillingsdel for yngre kunstnere, ved hvilken lejlighed man også tog Arsenale-området - som grænser op til Giardini di Castello - i brug.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)