Den Danske Pavillon 2013

Jesper Just

Det danske bidrag til Venedig Biennalen blev i 2013 repræsenteret ved billedkunstneren Jesper Just, der med værket "Intercourses" skabte en ny videoinstallation og flerskærmsprojektion til den Danske Pavillon.

Ved valget af Jesper Just satte Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg "det eksperimenterende samarbejde" som præmis for det danske bidrag til biennalen. Dette betød blandt andet, at Just skulle arbejdede tæt sammen med en formidler, og at samarbejdspartneren med udgangspunkt i Justs værk skulle forløse udstillingens formidlingspotentiale på en ny og anderledes måde.

Den daværende formand for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg, Jette Gejl Kristensen, begrundede valget således:

Udvalget har valgt, at Den Danske Pavillon skal huse et projekt som integrerer værk, arkitektur og formidling ved at sammentænke disse som ligeværdige dimensioner fra starten af processen. Det bliver et eksperimenterende forløb frem mod juni 2013, og jeg er sikker på, at vi med den kaliber af ambitioner og kunstnerisk talent, som projektet indeholder, kan se frem til en helt enestående manifestation.

Jesper Just har siden sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 produceret mere end 20 film. Hans værker er efterspurgt internationalt, og han har deltaget i både gruppe- og soloudstillinger på væsentlige kunstinstitutioner verden over. 

Udstillingens koncept

Justs kunstneriske praksis består ofte af film og videoinstallationer, der omhandler de subtile følelser mellem mennekser. Hans værker udfordrer og punkterer stereotype forestillinger om køn, seksualitet, race og magt, og skaber dermed plads til en langt mere kompleks og sensitiv forståelse af vores omgivelser. Centralt står Justs opgør med konventionelle mainstream filmproduktioner og hans legende indgriben i beskuerens cinematografiske og narrative forventninger.

Til udstillingen i den Danske Pavillon skabte Just værket "Intercourses" - en omfattende filmproduktion, der foldede sig ud over flere store skærme i de enkelte rum. Beskueren havde således ikke mulighed for at overskue alle skærmprojektioner på én og samme tid, og den enkelte måtte derfor vælge, hvilken retning dens blik skulle fæstne sig. Ved at lade beskueren blive sine egen 'klipper' af filmværket blev den enkelte dermed mentalt og fysisk inddraget og omsluttet i værket. Beskuerens involvering blev yderligere forstærket af Justs arbejde med arkitekturen i rummet. Han sammenstillede således den Danske Pavillons rum med filmens rum, mens han overlod det til kommunikatøren at udfolde og formidle værket udenfor Venedig.  

Kommunikatøren

Til formidling af udstillingen valgte Just at samarbejde med Project Projects, et design- og grafikerbureau med en stærk international profil. Project Projects har særligt fokus på trykte materialer, visuel identitet til udstillinger og udstillingssteder samt interaktiv digital formidling. Project Projects er baseret i New York og har eksisteret siden 2004.  

Se mere på www.projectprojects.com

Udpegning af kunstner

Frem til 1. januar 2014 var det Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg, der havde ansvar for Danmarks deltagelse på Venedig Biennalen. Den danske deltagelse på Venedig Biennalen blev finansieret med midler fra Statens Kunstråd. Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg bestod i perioden 2011-2013 af Jette Gejl Kristensen (formand), Jesper Elg, Mads Gamdrup, Lise Harlev og Anna Krogh.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)