Venedig Biennalen

Foto: Anders Sune Berg

Mørkets potentiale og dét øjeblik, hvor vante strukturer må vige for at give plads til forandring er udgangspunktet for Kirstine Roepstorffs udstilling ”influenza. theatre of glowing darkness”, der åbner torsdag den 11. maj i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen.

”Influenza er for mig en metafor for det 21. århundredes tilstand. Vi er svækkede, fordi vi kun lader os nære af lyset og undsiger mørket. Men for meget lys udmatter os, og vi har brug for mørkets regenererende energi. Mørket opløser grænser og gør transformation mulig. Vi har brug for mørket for at kunne skabe visioner til at forme vores fælles fremtid.” siger kunstneren Kirstine Roepstorff.

influenza. theatre of glowing darkness

Kirstine Roepstorffs udstilling ”influenza. theatre of glowing darkness” består af en teaterinstallation og et vildtvoksende indgreb i pavillonen og den omkringliggende have.

I teaterinstallationen ”theatre of glowing darkness” bliver publikum inviteret indenfor i Kirstine Roepstorffs mystiske mørke: I en scenografi af glas og lysprojektioner udspiller sig en dialog mellem tre kvindelige figurer: Dark River, Midwife og Seed. Her udforskes mørket som et sted fyldt med potentiale, hvor den naturlige cyklus mellem liv og død giver plads til transformation. Teaterinstallationen ”theatre of glowing darkness” varer 32 minutter.

I pavillonens øvrige del har Kirstine Roepstorff skabt et grønt, skulpturelt landskab, der radikalt dekonstruerer pavillonens arkitektur og omgivelser. Vinduer og vægge er fjernet, så der ikke længere er grænser mellem det indre og ydre, kultur og natur, kunst og verden. Store betonskulpturer bryder de vante rumforløb. I denne del af udstillingen finder man også det 7,5 meter lange gobelinværk ”Renaissance of the Night”.

Kirstine Roepstorff

”For Statens Kunstfond var valget af Kirstine Roepstorff oplagt. Hun er en stærk repræsentant for den danske kunstscene, og vi er sikre på, at hendes udstilling vil give genlyd internationalt. Det har været utrolig inspirerende at følge tilblivelsen af projektet, og i fonden er vi ubeskriveligt glade for Kirstine Roepstorffs enorme indsats og det imponerede resultat, der er kommet ud af hendes anstrengelser." siger Bestyrelsesformand for Statens Kunstfond og formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst Gitte Ørskou.

Kirstine Roepstorff (født 1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun bor og arbejder i dag i Fredericia.

Kirstine Roepstorff har de seneste år haft soloudstillinger på blandt andet Andersen’s Contemporary i København, Kunstverein Göttingen og Kunstpalais Erlangen i Tyskland, Nasjonalmuseet i Oslo, Museum für Gegenwartskunst i Basel i Schweiz, og Taxispalais i Innsbruck i Østrig. I 2018 viser Kunsthal Charlottenborg i København værker af Kirstine Roepstorff fra Den Danske Pavillon.

Derudover har Kirstine Roepstorff de seneste år skabt flere store offentlige kunstprojekter i Danmark, herunder blandt andet ”Kolding Hospital” til Sygehus Lillebælt (2017), ”Gongen” til Dokk1 i Århus (2015) og ”Klangfrø” til Institut for Nordisk og Sprogvidenskab på Københavns Universitet (2014).

Kirstine Roepstorffs værker indgår i samlinger på blandt andet MoMa i New York, Saatchi Gallery i London, Nasjonalmuseet i Oslo og Statens Museum for Kunst i København.

Besøg Den Danske Pavillon i Venedig

Åbningstider:
Åbent fra d. 13. maj - d. 26. november 2017, fra klokken 10 - 18.
Lukket på alle mandage undtagen d. 15. maj, 14. august, 4. september, 30. oktober samt d. 20. november.
    
Læs mere på Biennalens egen hjemmeside.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)