Tindrende neondigt lyser op i Valby

Valby har fået en ny kunstinstallation. Digtet ’regn søvn blå kys’ af Søren Ulrik Thomsen er blevet hængt op i neon på en husgavl over Mr. Kebab på Herman Bangs Plads.

25.9.2014
Foto: Morten Holtum

For et år siden gik Søren Ulrik Thomsen en tur i Valby.

Han var på udkig efter en gavl til digtet ’regn søvn blå kys’. Et digt han, siden det blev udgivet i 1982 under samlingen ’Ukendt under den samme måne’, har haft lyst til at få skabt i neon og opsat på en gavl.

At det lige var i Valby, han fik en tur, var ikke tilfældigt. Et halvt år forinden havde Områdefornyelsen Gl. Valby under Københavns Kommune indgået et samarbejde med Statens Kunstfond om at få tre gavle i Valby udsmykket med farver, ord og installationer, som en del af kunstprojektet Valby Fortællinger. Og Søren Ulrik Thomsens digt blev et af dem.

Elsket motiv
Her godt et år efter den første gåtur er digtet skabt i bøjet neon og opsat på et stativ øverst på gavlen over Mr. Kebab på Herman Bangs Plads. Digtet bliver ved hjælp af neonlyset læst op, da ordene tændes ét for ét, indtil hele digtet lyser op.

”Neonlyset i storbynatten er et af de mest elskede motiver i de tidlige firserdigte, og når et af dem nu selv kommer op at tindre i mørket på Herman Bangs Plads i Valby, er det både en inspiration, som bliver givet tilbage til byen, og virkeliggørelsen af en stor drøm for mig”, skriver Søren Ulrik Thomsen i en kronik om værket i Politiken.

Ifølge Søren Ulrik Thomsen selv, er området omkring Langgade station interessant, fordi stedet opleves som et skel mellem by og ’ikke by’ og rummer en stemning med urban karakter. Området har i de sidste par år ændret sig med etableringen af Axel Sandemoses Plads og renoveringen af selve Langgade station.

Men på den anden side af stationen ligger Herman Bangs Plads med højbanen, der skær tværs over Valby Langgade, som et levn fra fortidens busholdeplads, forladt og forsømt. Her faldt Søren Ulrik Thomsen for gavlen, der tilhører Valby Andelsboligforening. Gavlen er netop pudset op og består af smukt patinerede gule mursten, og så er den todelt, ligesom digtet.

”Digtet understreger meget stærkt stedets identitet - både selve Herman Bangs Plads og området omkring Langgade Station i det hele taget. Snart vil man kunne sige: ”Jeg er vokset op lige ved siden af digtet”, eller ”Hver dag på vej til arbejde kommer jeg forbi ’regn søvn blå kys’-digtet”, siger Søren Ulrik Thomsen.

Installationen er finansieret af Statens Kunstfond og Områdefornyelse Gl. Valby, mens Københavns Kommune bliver ejer af værket og står for driften fremover.

Siden er sidst opdateret: 24.8.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)