John Kørners nye Nakskovskulpturer står klar

Kom med når billedkunstnerens skulpturer bliver indviet torsdag d. 22. september i Nakskov.

21.9.2016

Med støtte fra Statens Kunstfond har John Kørner skabt tre nye skulpturer til Nakskov. Skulpturerne er opstillet i og omkring Nakskov i anledningen af den lollandske købstads 750 års byjubilæum. Værkerne relaterer sig til Nakskovs kulturhistorie og skildrer kendte lokalpersonligheder.

En bronzestatue forestillende Victor Cornelins, der kom til Danmark fra Skt. Croix og siden blev viceskoleinspektør i Nakskov, er placeret foran Nakskov Station, mens polarforskeren Peter Freuchen er portrætteret i skulpturen, der har fået plads på øen Enehøje, som Freuchen købte i 1926. Det tredje værk er en rekonstruktion af den egetræsbænk, som den danske billedhugger Hans W. Larsen lavede til Nakskovs Stationsbygning ved dens opførsel. 

Lokal opbakning
Formand for Fritids- og Kulturudvalget Heino Knudsen siger:
”Vi har fået et unikt kunstværk, der ikke blot trækker tråde til Nakskovs kulturhistorie, men også binder fjord og by sammen til fordel for den sammenhængende formidling af Nakskov Fjord og Nakskov by.”

Bychef Niels Halm siger:
”Nakskov har i årtier haft fokus på at placere kunst i det offentlige rum til glæde for såvel borgere som turister. Vi var enige om at John Kørner, der er opvokset på Vestlolland, skulle udføre opgaven. Hans skulpturvalg viser Nakskov som byen, der tidligt favnede globaliseringens muligheder og udfordringer."

 

Indvielse og gratis sejltur til Enehøje
Indvielsen af de nye skulpturer sker torsdag d. 22. september kl. 11.00 foran stationsbygningen i Nakskov, og alle er velkomne. 

Der er mulighed for en gratis sejlads med postbåden ud til Enehøje, hvor man kan se skulpturen af Peter Freuchen. Der sejles fra Hestehoved Havn d. 22. september kl. 16.30 og d. 23. september kl. 12.00 og kl. 14.00. Billetter bestilles efter først til mølle-princippet hos postbaaden@remove-this.mail.dk.

Fakta
Nakskov Handel og Erhverv har været initiativtagere til kunstopgaven gennem projektet Nu tæller kun handling. Værkerne er realiseret med støtte fra Lolland Kommunes Frie Kulturmidler og Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, der har bevilliget midlerne via puljen Kunst i det offentlige rum.

Læs mere om puljen Kunst i det offentlige rum her.

Yderligere oplysninger
Sune Blicher, presserådgiver, sub@remove-this.kulturstyrelsen.dk, tlf.: 33 74 45 62
Inger Krog, specialkonsulent, ikr@remove-this.kulturstyrelsen.dk, tlf.: 33 74 45 30

Siden er sidst opdateret: 18.11.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)