Bibliotek får kunstværk til gavn for sproglæring

Statens Kunstfond har støttet indkøbet af et kunstværk, der inviterer til sproglæring og leg med byggeklodser og ord. Tirsdag d. 21. juni kan du møde kunstneren Anders Bonnesen på Køge Bibliotek, hvor han fortæller om sit værk ”Et bord er et bord.”

24. august 2016
Anders Bonnesens værk Et bord er et bord. Foto Jørgen Christian Jørgensen

Kunstværket ”Et bord er et bord” er et gigantisk byggesystem, som består af brædder med korte og lange ord. Ordene stammer fra en novelle af samme navn, skrevet af den schweizisk-tyske forfatter Peter Bichsel. Byggesystemet tager afsæt i den klassiske byggeleg, hvor man konstruerer nye sætninger og leger med ordenes betydninger, samtidig med at man bygger med klodser.

Bibliotekschef på KøgeBibliotekerne Jytte Dahl siger: ”Koblingen mellem et fysisk kunstværk som SKAL berøres og Bichsels novelle om sprogets betydning er fantastisk! Biblioteket kan på mange måder bringe kunstværket i spil – både til skoleklasser og til voksne fra sprogskolen under Center for Dansk og Integration – samtidig med at det er sjovt at se og bygge videre på for bibliotekets øvrige brugere.”

Leg med værket

Litteraturen er central i Anders Bonnesens arbejde. Hans værker er forbundet med teksten, men vores faste forståelse af hvad sætninger og ord er, piller han fra hinanden. Han oversætter det sproglige til det håndgribelige, fra abstrakte tegn til konkret materiale.

Anders Bonnesen fortæller: ”Til det her værk har jeg særligt overvejet, hvordan man skaber kunst til børn, hvor det netop er tilladt at lege med værket, være i det og på det. Det var vigtigt for mig at skabe et værk, som børn helt umiddelbart kan værdsætte som legetøj, mens de voksne måske også kan værdsætte dets andre betydninger.” 

Fakta om novellen ”Et bord er et bord”

Peter Bichsels novellen handler om en mand, der bytter rundt på ordene for at fordrive sin ensomhed. Manden bliver optaget af at skabe et nyt sprog, der er helt hans eget. Han morer sig med at oversætte de gamle børnesange til sit nye sprog og glemmer helt, at han er ensom. Men som der står i novellen, er det en sørgelig historie, som ender trist. Manden glemmer det gamle sprog og forstår ikke, hvad andre siger, og ingen forstår ham. 

Fakta

Legatudvalget for Billedkunst har støttet indkøbet af Anders Bonnesens værk ”Et bord er et bord” til KøgeBibliotekerne, som har påtaget sig at sikre en bred formidling af værket til lokale borgere og andre biblioteker. Værket kan ses frem til 1. august på Køge Bibliotek – senere kommer det i perioder frem på alle Køge Kommunes tre biblioteker på skift.

Køge Bibliotek inviterer til fernisering tirsdag d. 21. juli kl. 16.00, hvor kunstneren Anders Bonnesen i samtale med en bibliotekar fortæller om værket.

Se alle værker indkøbt af Statens Kunstfond på www.voreskunst.dk

Yderligere information

Inger Krog, sekretær for Legatudvalget for Billedkunst, tlf.: 33 74 45 30, ikr@remove-this.slks.dk
Marie Futtrup, presserådgiver, tlf.: 41 39 38 95, mfu@kum.dk  

 

 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)